Clara Lucia: Vi skal bruge de stærke sportsfællesskaber til at sætte fokus på bæredygtighed

Clara Lucia Tonnisen er sportskvinde og ambassadør for FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling. De to ting forener hun i den nystiftede forening Permasport, hvor hun vil motivere og inspirere idrætsforeninger til at bruge sporten og dens stærke fællesskaber til at fremme bæredygtige tiltag. Ifølge hende er sportsverdenen nemlig et oplagt sted at fremme den bæredygtige agenda.
Af: Katrine Bendixen
Skribent

Del artiklen:

I juli 2021 var 29-årige Clara Lucia ikke længere i tvivl om, at hendes store passion for at forene sport og bæredygtighed skulle gå fra at være en god idé på papiret til at være en realitet. Og så stiftede hun foreningen Permasport.

Clara Lucia beskriver først og fremmest sig selv som ”sportskvinde”. En stor del af Clara Lucias barndom tilbragte hun på fodboldbanerne i hjembyen Silkeborg, og i de første år spillede hun på drengeholdet, fordi klubben endnu ikke tilbød fodbold for piger. Fra hun var 15 til 19 år, tog hun dagligt toget fra Silkeborg til Horsens for at spille fodbold på et højere niveau, der både matchede hendes talent og ikke mindst ambitioner, og lektierne blev for en periode en transportbeskæftigelse.

Foto: Mikkel Vognæs

I 2007 stiftede Clara Lucias far idrætsforeningen AC Silkeborg, der i dag hedder SIF Q, fordi ”han synes, det var for dårligt, at der ikke var elitefodbold for piger i Silkeborg”, fortæller Clara Lucia. Med den nye – og nu lokale – fodboldklub var Clara Lucia og byens andre fodboldpiger ikke længere nødt til at pendle til henholdsvis Horsens, Aarhus og Vejle for at spille fodbold, og i dag er klubben en magnet for mange kvindelige fodboldspillere og har fået stor succes. Handlekraft og passion for sport har altså været en fast bestanddel i barndomshjemmet i Silkeborg:

”Jeg minder vildt meget om min far. Nu har jeg selv – på samme måde som han gjorde det – stiftet en sportsforening, fordi jeg mener, der er noget, der er værd at kæmpe for her. Jeg går på en måde lidt i hans fodspor.”

Foto: Privat 1994. Clara og hendes far, da hun var to år gammel.
Foto: Privat. Clara Lucia 9 år gammel og på fodboldskole.

Stærke ambitioner om bæredygtige sportsfællesskaber

Permasports unge alder og sparsomme levetid afspejler sig ikke i de tårnhøje ambitioner, som Clara Lucia har lagt for dagen i foreningen. Med en inderlig stemmeføring og armbevægelser, der samtidig forsøger at visualisere de fortalte ord, fortæller hun, hvad hun vil kæmpe for, og hvorfor hun stiftede foreningen:

”Formålet med Permasport er at bruge sporten som et redskab til at arbejde med FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling. Gennem det danske idrætssamfund skal vi i endnu højere grad bidrage til at fremme lokale initiativer for en bæredygtig livsførelse og øge de danske idrætsudøveres bevidsthed om verdensmålene på nationalt plan.”

Permasport består i alt af otte frivillige, og det er tydeligt for enhver, at Permasport er indbegrebet af, hvad Clara Lucia brænder for: at sætte fokus på bæredygtighed gennem sportsfællesskaber. Men for at konkretisere det – måske for nogen abstrakte og højtflyvende – formål i Permasport, fortæller Clara Lucia om et højskoleophold på Møn, der blev fundamentalt og rammesættende for foreningens tilgang.

Foto: Mikkel Vognæs

En forening inspireret af permakulturen

Som navnet i sig selv antyder, er Permasport inspireret af permakulturen. Men det var hverken planlagt eller givet på forhånd, at permakulturen skulle være inspirationskilde til Permasport. For med Clara Lucias certificering som Verdensmålsambassadør fra Verdensmålsakademiet og en kandidatgrad i Interkulturelle studier fra Aarhus Universitet har hun en akademisk – og primær teoretisk fremfor praktisk – tilgang til arbejdet med bæredygtighed i kombination med sport.

Det var først, da hun tilfældigvis blev introduceret for permakulturen på en højskole på Møn i foråret 2021, at hun så et stort potentiale i at overføre den permakulturelle designtilgang til sportsverdenen. Permakultur kom til Danmark i 1980 som et bæredygtigt modsvar til det konventionelle landbrug, men den permakulturelle designtilgang kan bruges i alle mulige forskellige kontekster og altså ikke kun inden for landbrug, fortæller Clara Lucia og uddyber:

”I Permasport bruger vi den permakulturelle tilgang til at udforske, hvordan vi kan blive bedre til at sikre en kulturel mangfoldighed i sportsfællesskaber og øge diversitet i sportsverdenen på en bæredygtig måde og samtidig fremme den bæredygtige udvikling igennem sporten.”

Clara Lucia erkender og tilføjer i samme åndedrag, at for mange kan permakultur som tilgang være abstrakt at forstå. I bund og grund skal permakulturen blot ses som en meget ambitiøs tilgang til at fremme bæredygtighed, som er det, der karakteriserer Permasport.

Foto: Mikkel Vognæs

I idrætsforeningerne findes de magiske fællesskaber allerede, hvilket er det ultimative udgangspunkt for at fremme bæredygtighed

Clara Lucia

Fællesskaberne i idrætsforeningerne har stort potentiale

Foreningen henvender sig til alle former for sportsfællesskaber og sportsinteresserede, men ifølge Clara Lucia har de danske idrætsforeninger et særligt stort potentiale for at drive en bæredygtig udvikling fremadrettet:

”Hvorfor har idrætsforeninger ikke en grønnere profil, end de har? Vi er miljøbevidste borgere i alle mulige kontekster af vores liv, men så snart konteksten har en sportslig karakter, er det, som om vi delvist glemmer den grønne omstilling. I idrætsforeningerne findes de magiske fællesskaber allerede, hvilket er det ultimative udgangspunkt for at fremme bæredygtighed.”

Ifølge Clara Lucia er de etablerede sportsfællesskaber i idrætsforeningerne et stærkt udgangspunkt for at skabe en grøn omstilling. Men med både Clara Lucias barndom og ungdom, der var solidt forankret i foreningslivet som fodboldspiller på eliteniveau, er hun bevidst om, at de frivillige kræfter i foreningerne ikke er ubegrænsede. At arbejde med FN’s Verdensmål og bæredygtighed kan derfor være en uoverskuelig opgave at løfte for de frivillige i foreningerne. Og det er blandt andet derfor, Permasport er stiftet:

”I Permasport er vi engageret i brobygningen mellem sport og bæredygtighed, så det er os, der skal være idrætsforeningernes sparringspartner, sikre vidensdeling om bæredygtighed i foreningen og hjælpe dem i gang med at få en grønnere profil, hvis de ønsker det.”

Udover at Permasport er en forening og et fællesskab, hvor idrætsforeninger, enkeltpersoner og andre interesserede kan melde sig ind og få hjælp til at sætte fokus på bæredygtighed i deres sportsfællesskaber, engagerer Permasport sig også i enkeltstående sportsprojekter.

Foto: Soledad Garay Molina. Club Atlético Talleres i Córdoba, Argentina, foråret 2016

Værter for fodboldturnering 2022

Som det første projekt er Permasport værter for den internationale kvindefodboldturnering og bæredygtighedsfestival Global Goals World Cup, som skal afholdes i august 2022 i Aarhus.

Global Goals World Cup er en fodboldturnering, der blev oprettet i 2015 af Eir Soccer, efter de 17 Verdensmål blev vedtaget i FN. GGWCUP er en fodboldturnering for kvinder og opfordrer til at lede lokal bæredygtig udvikling. Frem mod turneringens afholdelse kæmper alle tilmeldte hold for et af FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling, og holdene rangeres efter deres indsats for det globale mål både på og uden for banen. Aarhus er værtsby for GGWCUP til august 2022.

 

For Clara Lucia er værtskabet en unik mulighed for, at Permasport kan tydeliggøre og konkretisere, hvad det vil sige at have en permakulturel tilgang til sport og vise, hvordan bæredygtige initiativer kan formidles gennem et sportsevent:

”Som værter skal vi sikre, at der er de bedste betingelser for den størst mulige kulturelle mangfoldighed og sameksistens for alle, der bliver en del af det her sportsfællesskab og deltager i turneringen.”

En forudsætning for at kunne melde sig til turneringen er, at hvert fodboldhold udvælger og arbejder med et af FN’s 17 Verdensmål og skaber initiativer i sit eget fællesskab, som bidrager til bæredygtig udvikling.

Clara Lucia er stolt af, at Permasport er med til at sætte fokus på kvinder i fodbold, som det første projekt i foreningen. Med fokus på at skabe mangfoldige sportsfællesskaber ser Clara Lucia meget gerne, at det næste projekt i Permasport kommer til at handle om noget, der ligger så langt væk fra fodbold som overhovedet muligt. ”Stavgang for ældre” eksemplificerer hun med et skævt smil, men understreger, at det absolut ikke er utænkeligt.

Foto: Mikkel Vognæs

En kvinde med en mission

Permasport er i sin helhed et udtryk for Clara Lucias store passion for forskellige kulturer, sport og bæredygtighed, som altid har interesseret hende. I sit sabbatår i 2012-2013 flyttede Clara Lucia et år til Colombia, hvor hun ikke havde genbesøgt ret mange gange, siden hun som etårig blev adopteret af sine danske forældre. Kærligheden til den colombianske kultur forplantede sig hurtigt i hende, så i 2016 vendte hun retur til det latinamerikanske for at læse et semester i Argentina. Her blev hun en del af et argentinsk sportsfællesskab, der for alvor gjorde hende opmærksom på, hvilken unik effekt et sportsfællesskab kan have:

”Jeg startede til fodbold i den lokale klub, og selv om jeg taler udmærket spansk, var deres lokale accent en sproglig udfordring for mig. Men jeg oplevede hurtigt, at fodbolden og sportsfællesskabet i virkeligheden var et universalt sprog, som udlignede alle de kulturelle forskelle, der jo naturligt nok var mellem mig og resten af holdet. Det var enormt stærkt og inkluderende, og det er dét, der giver ethvert sportsfællesskab potentiale og magi til at samarbejde om andre formål også.”

Clara Lucia er overbevist om, at vi kan lære meget af at have en større mangfoldighed i sportsverdenen – særligt i forhold til at fremme den bæredygtige agenda, hvor hun ser diversitet som en positiv faktor for at drive den bæredygtige udvikling i endnu højere grad. Med de mange positive reaktioner og tilkendegivelser hun har fået fra interesserede samarbejdspartnere i Permasport, glæder hun sig til at bruge sporten til at sætte fokus på bæredygtighed i de danske idrætsforeninger og gennem andre projekter i Permasport.

Læs videre her

Vi er miljøbevidste borgere i alle mulige kontekster af vores liv, men så snart konteksten har en sportslig karakter, er det, som om vi delvist glemmer den grønne omstilling.

Clara Lucia

Modtag vores nyhedsbrev