De store indtryk findes oftest i de små øjeblikke

Af: Matilde Brixen
Redaktør og medstifter

Del artiklen:

Vi havde pakket kufferterne, fået nationaldragterne på og stod klar i lufthavnen. Spændte, forventningsfulde og en lille smule overvældet over, at det faktisk blev en realitet for os at være lige her, hvor vi var. På den lille lap papir, jeg havde i hånden, stod der Brasilien. For flyveturen var landet endestationen, men for os var det starten på en ny mulighed. Det var tilbage i 2018 – og for første gang i mange år blev VM i håndbold for døve kvinder afholdt. Vi havde ventet på denne dag siden 2015, hvor vi for første gang prøvede at samle en masse døve og hørehæmmede piger til en weekend i hallen.

Foto: Privat. Holdfoto i Brasilien.

I en lille euforirus, udløst af spænding, dansede vi floss-dance i bagagekøen, grinede og øvede os på nationalsangen. Det var vores første internationale mesterskab, og om nogle få dage skulle vi stå skulder mod skulder og prøve at ramme tonerne i Der er et yndigt land. Eller det var min blåøjede forventning, for jeg skændede det ikke en tanke, at vi på dette landshold ikke taler samme sprog.

Så hvad gør vi egentlig? Skal vi synge, imens nogle bare står og kigger mod et publikum og modstandere, som ikke kan høre? Eller skal vi lave tegn, nu hvor det er et mesterskab for døve?

På holdet har vi tegnsprogsbrugere, som ikke bruger tale. Vi har hørehæmmede piger, som kun kan lidt tegn til tale. Og så er der os officials, som klarer os ved at kombinere at pege med voldsom ansigtsmimik og armbevægelser. Vi satte os sammen på det kolde klinkegulv og øvede os på både tekst og tegn. Vi skulle selvfølgelig gøre lige præcis det, vi selv kunne og havde mulighed for. Intet var rigtig, og intet var forkert. Kombinationen af vores evner skulle bare føre til, at oplevelsen blev endnu mere speciel. Det var netop forskellighederne, der fik det til at gå op i en højre enhed, og forskellighederne, som gjorde, at vi alle sammen lærte noget. Men vi gjorde det allesammen sammen og hjalp hinanden.

Foto: Privat. Lufthavnen på vej til VM i Brasilien 2018.

Dét lille øjeblik i lufthavnen i 2018 var et godt billede på vores tur, og er dét, der nu næsten fire år efter får mig til at trække på smilebåndet.

Vi blev verdensmestre det år. En kæmpe oplevelse for os og for dansk døvehåndbold. Men da jeg igen stod klar i lufthavnen i Brasilien og rodede min rygsæk igennem for at finde mit pas og boardingpas frem, stod det klart for mig, at det ikke var medaljen i ryksækken, der gav mig den ekstra vægt på vej hjem. Det var nogle helt andre oplevelser.

Det var Partners-turneringen på hotelgangen. Det var overraskelsen over, at internationalt tegnsprog var så langt fra det danske tegnsprog. Det var de fælles busture til hallen, hvor pigerne ikke fokuserede på deres høretab, deres forskellighed, og hvad der ellers var med i bagagen. Derimod tænkte alle på den fælles opgave, de om lidt havde på håndboldbanen. Det var at se lidt usikre piger tage ansvar og gå forrest. Lade deres skjold falde inden hver en kamp, når de skulle tage deres livline, identitet og sikkerhedsnet af i form af deres høreapparater og Cochlear Implant (CI). Og så grinene, når de efter kampen havde taget et forkert CI på.

De store indtryk fandt jeg i de små øjeblikke, og de oplevelser er grunden til, at jeg glæder mig, hver gang jeg skal samles med de piger. Og de er grunden til, at jeg ser meget frem til maj, hvor jeg igen pakker kufferten og rejser mod Brasilien. Denne gang for at deltage i Deaflympics. For mon ikke jeg tager et eller andet nyt med hjem? Jeg får i hvert fald trænet mine øre til at høre det usagte. Det hedder måske frivilligt arbejde, men for mig er værdien kæmpestor – og den kan ikke regnes i kroner og ører.

Foto: privat, Matilde Brixen. Kastrup lufthavn 2018. Det danske kvindelandshold i håndbold vandt guld ved VM i Brasilien.

De atleter, som skal repræsentere Dansk Døve-Idrætsforbund (DDI) og Danmark til Deaflympics, er alle meget afhængige af økonomisk støtte. Modsat deltagerne i de almindelige Olympiske Lege har der altid været egenbetaling for atleterne ved Deaflympics. Der er samtidig egenbetaling forbundet med både internationale stævner og almindelige samlinger.    

DDI er et selvstændigt forbund under Danmarks Idræts-Forbund (DIF) gennem specialforbundet Parasport Danmark. Forbundet modtager dog ikke støtte fra DIF eller Parasport Danmark. Dansk Døve-Idrætsforbund hjælper derfor atleterne med økonomien blandt andet ved hjælp af sponsoraftaler og fondsmidler. Atleter samler derfor også selv penge ind for at reducere egenbetalingen på 35.000 kroner.

Deaflympisk afholdes i Caxias do Sul, Brasilien, fra 1. til 15. maj 2022.

Læs andre klummer

Det hedder måske frivilligt arbejde, men for mig er værdien kæmpestor – og den kan ikke regnes i kroner og ører.

Matilde Brixen

Modtag vores nyhedsbrev