Da jeg i 2017 sagde op som landstræner i Dansk Atletik, var det ikke for at presse forbundet til at finde pengene, men fordi jeg ikke ønskede at fortsætte. Jeg syntes det var urimelige og urealistiske arbejdsvilkår i forhold til de målsætninger vi havde, og jeg havde ingen forventning om at det ville ændre sig. Da jeg så alligevel blev tilbudt den fuldtidsstilling jeg har nu, for mere eller mindre præcist tre år siden, sagde jeg selvfølgelig ja.
Siden jeg startede som landstræner i 2004, har jeg hele tiden haft andre jobs ved siden af. Da vi endelig kom over på den anden side af OL i Rio i 2016, hvor vi havde opnået det, ingen troede var muligt, med Sara Slotts sølvmedalje på 400m hæk, og der så stadig ikke kom et mere professionelt setup ud af det, der virkede det at drømme videre, helt umuligt. Vi havde allerede gjort det på trods.
Drømmen, da jeg var ung, og det jeg blev stillet i udsigt, var at hvis jeg bare blev en god nok træner, hvis jeg bare fik skabt dygtige nok atleter og gode nok resultater, så ville de gode forhold komme for både atleter og trænere, men det skete ikke. Der var ikke en vilje til at investere i at komme endnu længere, for der var en opfattelse af, at vi da nok allerede gjorde det godt nok. Der havde jo ikke været en dansk sprinter eller hækkeløber med til OL i næsten 20 år på det tidspunkt.
Det ville vi gerne lave om på, og det var altså med et udgangspunkt i, at vi skulle konkurrere på højeste internationale niveau, at jeg gik til arbejdet. Men jeg blev mødt af et en helt anden måde at se tingene på. Det handlede ikke om, hvor vi gerne ville hen i sidste ende, men om hvor vi var nu, og hvad vi så kunne gøre mere derfra. Og fra det perspektiv skete der utroligt meget, og vi rykkede os både resultatmæssigt og i forhold til hvordan rammerne var. Vi var bare stadig utrolig langt efter de træningsmiljøer og forbund vi kæmpede imod.
Og det er vi stadig. For den foreningsidræt, som de fleste sportsgrene i Danmark har sine rødder i, og som gør så meget godt for samfundet, den passer bare ikke særligt godt sammen med individuel eliteidræt og en professionalisering af sporten.
Det handler igen om en vilje til at prioritere sporten og anerkende, at der er et behov for at bruge penge på et ordentligt setup, hvor der er lønnede trænere, og hvor atleterne har mulighed for at få mest muligt ud af den indsats de lægger. Men der er en kultur i den her verden, hvor det er de færreste trænere der får penge for deres tid, og hvor en individuel elitesatsning er atletens eget projekt, og ikke en legitim karrierevej.
Og det er jo på sin vis godt, at der altid er frivillige og ildsjæle til at drive aktiviteterne. Men hvis det hele er bygget op om, at når der er en atlet der er ekstra god, så skal de frivillige omkring vedkommende løbe lidt ekstra hurtigt, gøre tingene lidt bedre, og når den gode ikke er der mere, så behøver de ikke at løbe helt så hurtigt mere, så er det ikke godt nok. Det bliver på bekostning af en vigtig kontinuitet, og det gør det svært at blive ved med at bygge gode træningsmiljøer op og skabe gode resultater, som er det vi i sidste ende bliver målt og vejet på.
Det er noget andet i holdidrætterne, hvor atleterne er på en professionel kontrakt som en del af et hold, og hvor der er en masse muligheder for at kommercialisere det brand, et hold er. Og jeg synes ikke, at det er sådan det skal være i atletik, at klubberne skal eje de individuelle atleter. I stedet for skal det være legalt at vælge sporten som en profession og som noget der er accepteret at gøre i en periode af sit liv.
Der er den største ”vildfarelse” for mig at se, at vi hylder dem der forsøger at gøre alt på samme tid – og derved lægger pres på og stikker blår i øjnene på en masse unge mennesker.
Der er jo en uundgåelig udløbsdato på en elitesportskarriere, og derfor er en af forudsætningerne for at kunne prioritere den, at der er plads til at sikre fremtiden og tiden efter sporten ved siden af. Det skal være acceptabelt, at atleter i deres 20’ere ikke behøver at tage en uddannelse på normeret tid, eller behøver at have et fuldtidsjob. Al erfaring viser, at de her mennesker ikke bliver sociale tabere, der ikke kan sørge for sig selv af den grund, men at de ender med at bringe en værdi til samfundet, også efter de er stoppet med at inspirere på atletikbanen.
I det danske samfund, er det bare lidt enten-eller. Der er en opfattelse af, at når man når til de videregående uddannelser, så er man færdig med at ”lege” sport, nu skal man tage livet seriøst, og gå i gang med en uddannelse. Der er ikke plads til begge dele på samme måde som i for eksempel USA og Storbritannien, hvor sporten er en del af din uddannelse, og endnu vigtigere, er en del af ungdomslivet. Herhjemme samler vi alle ’sportsidioterne’ i én klasse på gymnasierne, og så kan de være den her lille udstødte enklave, der med skæve mødetider og længere uddannelse, ikke er en del af fællesskabet.
På Aarhus Universitet og Syddansk Universitet, er der eliteorganisationer, der er rigtigt dygtige til at tænke den her dual carreer tankegang ind fra start af, men det er selvfølgelig ikke uden besvær.
Der er den største ”vildfarelse” for mig at se, at vi hylder dem der forsøger at gøre alt på samme tid – og derved lægger pres på og stikker blår i øjnene på en masse unge mennesker. I stedet for at sige det som det er: Hvis du vælger elitesport til i 20’erne, er der formentlig også en masse fravælg på kort sigt. Du kan ikke have det samme sociale studieliv hele tiden, uddannelsen tager en hel del tid ekstra og tingene bliver nok lidt besværlige undervejs. Og det er helt OK, for du har valgt noget andet til. Noget der giver en masse andre oplevelser, læring og indsigt, som også er relevante som individ og i en større livs- og karrieresammenhæng. Men det kræver lidt kamp, og det kommer til at tage tid, hvilket bør være helt acceptabelt.
Og det er også for at sige, at det ikke nødvendigvis er penge, der gør det hele. Men mange af tingene, som for eksempel dedikerede og fokuserede trænere, kræver bare noget økonomi for at kunne udvikle sig. For at nå de største mål, skal der gøres nogle til og fravalg, og de har som regel nogle økonomiske konsekvenser.
Vi ved, at de atleter vi arbejder med, oftest topper når de er mellem 24 og 28 år gamle. Og en vigtig forudsætning for at kunne toppe der, det er at du faktisk stadig laver eliteidræt, når du når den alder. Det lyder simpelt, men 9 ud af 10 når ikke dertil, fordi de begynder at skære ned og træne mindre, når de møder modgang og pres fra samfundet om at komme videre, allerede i slutningen af deres teenageår.
Det ligger i en professionel tilværelse som sportsudøver, at du prioriterer sporten først, og det betyder at du måske træner om formiddagen, hvor du er mest udhvilet. Du bruger en del tid på at træne, men også på at hvile og restituere bagefter, og derfor kan det være reelt umuligt at passe et fuldtidsstudie eller -arbejde.
Jeg føler stadigvæk, at vi kun lige holder fast med fingerspidserne, i et tog der buldrer derudaf.
Så løsningen er at gå ind og hjælpe med at skabe den her professionelle tilværelse for atleterne, hvor deres træningstider er de optimale for deres udvikling, og de ikke bliver udelukket fra uddannelsessystemet, fordi de ikke bliver færdig inden for en bestemt årrække.
Og det er vi til dels lykkedes med her i Aarhus, hvor jeg sidder, og hvor vi til hverdag leger professionelle, for der er stadig ikke nogen af atleterne, der er på kontrakt eller får decideret løn for at være til træning. Vi har lavet et træningstilbud om formiddagen for de allerbedste, og så deltager de i det omfang deres uddannelse eller jobs tillader dem det. Det kan være at det er fire gange om ugen eller én gang, og så deltager de i den sædvanlige eftermiddags- eller aftentræning de andre dage. Den ændring i tilgangen, og det helt anderledes mindset det er, har gjort en kæmpe forskel.
Der er kommet et skift i mentaliteten og forventningen hos atleterne, for nu er træningen, og med den, deres sportskarriere, en prioritet, fordi den ligger der på dagen hvor de er mest friske. Det betyder ikke at atleterne ikke får en kandidatgrad eller får deres svendebrev.
Det betyder bare, at man lige vender dialogen om og siger; ’jeg er eliteudøver de næste seks år af mit liv. Sideløbende med det vil jeg gerne tage en god uddannelse, eller have et halvtidsjob’. Og det er også derfor jeg siger, at det ikke kun handler om kolde kontanter, men om det mindset der ligger under hele tilgangen.
Det handler ikke om, hvad vi plejede at gøre, det handler om hvad vi gerne vil opnå, at vi tør gå efter det. Vi får nogle hug en gang imellem. Når vi er ude, og vi er oppe imod nogle med større setups, ser vi sjældent nogen, der er så markant bedre, at vi ikke har troen på at vi kan lykkes mere. Det oplevede jeg for 5-10 år siden, hvor det virkede helt urealistisk. Sådan har jeg det ikke mere, men jeg føler stadigvæk, at vi kun lige holder fast med fingerspidserne, i et tog der buldrer derudaf.
For at det skal være holdbart i længden at drive det professionelle setup vi har lykkedes med at skabe, og hvis vi skal have en chance for at klatre ombord på toget og finde en plads i en kupé, skal det altså være legitimt at prioritere sporten. Og med den legitimering følger en økonomisk prioritering, der gør det muligt for både atleter og trænere at tage det valg.
