Få artiklen læst op
Med hænderne knugende om rattet drejede Buster Juul ind på den store parkeringsplads lige udenfor den ikoniske grå kasse. Navnet Gigantium pryder hele den ene langside, og bygningens volumen kan få selv den største mand til at føle sig lille.
Bilen holdt stille i en af de hvidstribede båse, men Busters hænder havde endnu ikke forladt det læderbeklædte rat. Et kig i bakspejlet fangede den halvtomme spillertaske på bagsædet til mindet om, at vejen tilbage til banen stadig var et godt stykke væk. En bruskskade i det ene knæ holdt ham ude, eller det er i hvert fald det, som holdkammeraterne havde fået at vide – og det er ikke forkert – men der var meget mere til den historie.
Der havde aldrig været så langt fra bilen til taktikrummet som den forårsdag i marts 2019. I over et halvt år havde Buster ikke haft så meget at sige til taktikmøderne, i omklædningsrummet eller nogen andre steder.
”Jeg havde været fraværende, og på det tidspunkt havde jeg været det længe. Jeg prøvede at opretholde en facade, men det kunne jeg ikke længere”.
Nervøsiteten spredte sig i kroppen. Det var svært at sidde stille på den sorte plastik stol ved det store langbord. Blikket flakkede fra tavlen, ned i bordet og ud ad det lille vindue, som gav et eksklusivt kig ned til ishockeybanen.
Buster sad mellem godt og vel 1600 kilo mandfolk og vidste, at han om lidt skulle stille sig op foran tavlen. Den tavle, hvor cheftræner, Stefan Madsen, i flere minutter havde prædiket om strategien til sejren. 16 drenge, der alle havde været gode til både at skyde i vejret og kaste med jern, ville se op på ham. I en verden, hvor krigsanalogierne bliver brugt i flæng, skulle Buster blotte sig. Han skulle fortælle om den skade, som holdkammeraterne ikke kunne se, og fysioterapeuten ikke kunne konstatere. Alligevel havde han aldrig oplevet en større smerte. Let – det tror jeg ikke.
Det hele startede, da sæsonen 2018 sluttede.
”Jeg kan tydeligt huske de først tegn på, at jeg ikke var, som jeg plejede at være. 1. juli 2018 begyndte der at ske noget oppe i knoppen på mig. Jeg var lige kommet ud af et syvårigt langt forhold med min daværende kæreste. Jeg boede forskellige steder. Jeg havde købt en lejlighed, som jeg skulle sætte i stand – men det kunne slet ikke fungere for mig. Jeg havde slet ikke styr på tingene mere. Jeg troede, at jeg kunne klare hele verden og havde 100 procent kontrol over mig selv, men det havde jeg ikke”.
”På det tidspunkt var sæsonen slut. Det var ikke en prangende sæson for os, og det var personligt heller ikke gået særligt godt for mig. Jeg befandt mig i Skanderborg nede ved mine forældre og kunne mærke, at jeg blev mere og mere ked af det”.
Det meste af sæsonen 2017/2018 løb Buster rundt med et dårligt knæ. Han spillede alligevel hver en kamp. For Buster er smerter hverdagsfænomener, og advarselstegn på en alvorlig skade kan hurtigt forsvinde i den store mængde af ømme kropsdele. Typisk for en håndboldspiller. Men nu var sæsonen slut. Genopbygningen og helingsprocessen skulle til at påbegynde.
”Det gav mig noget ro, at jeg ikke skulle løbe rundt med smerter”, fortæller han.
Men roen blev hurtigt hans nye modstander. For når der var stille, begyndte hovedet at arbejde.
”Jeg havde bare ikke længere det afbræk i min hverdag, der kunne få tankerne til at forsvinde”, erindrer Buster.
Morgenerne var de værste. Alene på drengeværelset. Alene med tankerne.
”Det føltes, som om at min hjerne hele tiden var ude at løbe. Jeg begyndte at tvivle på alt i min tilværelse. Hvad vil jeg egentlig i mit liv? Er det overhovedet håndbolden, som jeg vil? Er det overhovedet i Aalborg, at jeg vil være? Har jeg taget den rigtige uddannelse? Har jeg de rigtige venner? Gør jeg alt forkert?”.
I søgen efter et nyt ophold i tankestrømmen blev fitnesscenteret på Busters gamle hjemmebane i Morten Børup Hallen tilflugtsstedet.
”Jeg kunne ikke lave min styrketræning på grund af et dårligt knæ, men jeg kunne pace mig selv på en crosstrainer.”
Buster ønskede at nå et punkt, hvor den smerte han pådrog kroppen, matchede smerten indeni kroppen. For på den måde var der, i kort tid, balance.
”Der var flere gange, hvor jeg fik blackout på crostraineren, men der var noget terapeutisk over at lægge med en puls på 200. Jeg var helt udtømt for ressourcer, og det var jo selvskadende, men her kunne hovedet endelig slappe af, og så var det bare kroppen, som arbejdede”.
En hurtig fritagelse fra en skade påfører oftest en anden. En ubehagelig sandhed er, at de ting, som vi gør for at skåne os selv og hinanden for verdens ubehageligheder, nogle gange er de ting, der forårsager dem. Buster troede, han kunne finde en form for lindring i grebet om maskinen og tænkte ikke på andet end at finde sig selv igen. Selvom han godt vidste, at det ikke var sundt at finde trøst i denne form for smerte.
Den 4. juli 2018 eskalerer det. ”Jeg brændte sammen”, fortæller Buster.
”Jeg skrev til min mor, om hun ikke ville komme hjem fra arbejde. Hun er skoleleder på en skole udenfor Skanderborg. Hun kom ovenpå og ind på mit gamle værelse. Her brød jeg helt sammen. Vi fandt hurtigt ud af, at jeg skulle have en akut tid til en psykolog, for sådan her skulle det ikke være”.
For første gang spurgte den 196 centimeter høje venstre fløj om hjælp. Det svære ord, som ikke altid har været en del af Busters ordforråd.
”I min barndom var problemer ikke noget, som vi snakkede om. Jeg har ikke spurgt om hjælp til lektier. Jeg har ikke sagt, hvis jeg blev drillet i skolen. Jeg har aldrig rakt ud efter hjælp, men bare bakset med det selv. Jeg var mere stødpuden for mange af de andres problemer”.
Men denne gang manglede Buster en opskrift. Havde problemet bare været en knæskade, så kunne han følge en specifik genoptræningsprocedure – nemt. Hele vejen mod den stabile fysiske forfatning er der vejskilte. Men når det pludselig handlede om det, der foregår oppe i hovedet – der hvor intet kan måles – så bliver det mere diffust, mere uhåndgribelig, og hvad gør man så?
Jeg har været depressiv i et halvt års tid, og jeg er lidt flov over, at jeg ikke har sagt det noget før
I et overvældende stort lokale med flotte panoramavinduer for enden stod kun to tomme stole. Buster satte sig i den ene og kiggede nu direkte på psykologen, som havde taget plads foran ham.
”Jeg talte i halvanden time uafbrudt. Der var ikke en dialog, det var bare mig, der snakkede til ham, men her fik jeg for første gang bare lidt ro”.
Den sommer var fyldt med puslespil, PlayStation og mange timer i hængekøjen hos Busters forældre i Skanderborg. ”Den måned, inden sæsonen startede igen, er meget sløret for mig”, fortæller han.
Tilbage til Aalborg skulle han. Hverdagen begyndte igen, men ingenting var, som det plejede. Buster forsøgte at distrahere sig selv fra tankerne. I frygten for sit eget selskab opsøgte han andre mennesker og prøvede at undgå alle de situationer, hvor der blev stille.
”Det gjaldt om at holde mig aktiveret. Jeg havde sådan et stort malerprojekt hjemme i min lejlighed. Alle lister og døre var sorte. Så tit om aftenen rendte jeg rundt og malede dem. Jeg tror, min roomie tænkte, at jeg var skør. For nogle gange, når han kom ud og skulle tisse halv et om natten, så kunne jeg rende rundt og male lister eller fuge et eller andet”.
I de efterfølgende måneder var der gode dage. Det var bare ikke mange af dem. Ikke nok med at de depressive tanker havde sit greb om Buster, så forsvandt smerterne i knæet heller ikke, og skaden fik i oktober sendt Buster til operationsbordet. Det var oftest kun i stolen ved psykologen at lyset brød lidt igennem i den grå tilværelse.
”Jeg får snakket med en psykolog her i Aalborg. Jeg husker samtalerne, som at jeg bare kastede forskellige garnnøgler hen til hende, og hun skulle så prøve at vikle trådene ud for mig. Jeg kunne mærke, at det var, når jeg fik snakket om tingene, at jeg fik bearbejdet dem. Det var også hende, som senere opfordrer mig til at fortælle om min situation til mine holdkammerater”.
Den martsdag i 2019 var så dagen. Buster havde besluttet sig for at dele sine tanker og give sine medspillere et indblik i, hvad der egentlig foregik.
”Jeg havde forinden fortalt Stefan, at jeg gerne ville have ordet”. Det var angstprovokerende for den altid humørfyldte dreng. Ville de andre nu se anderledes på ham, og var der plads til at fortælle den slags her? En dyb indånding og Buster får sagt: ”Jeg har været depressiv i et halvt års tid, og jeg er lidt flov over, at jeg ikke har sagt det noget før”.
Holdkammeraterne fik historien – men aldrig årsagen. Dén kendte Buster ikke selv endnu. Han havde bare et behov for at få det bedre, og var det her teknikken, så skulle han lære at mestre den.
”Jeg er sikker på, at de godt har kunnet mærke, at jeg ikke var mig selv, og at jeg skulle bruge utrolig mange ressourcer for at opretholde min facade, når jeg var sammen med dem”.
Buster havde ingen forventning om en respons. En tavs anerkendelse var alt han søgte, og det var det, han fik. ”Selvom der ikke var så mange, der sagde noget, så anerkendte de det 100 procent”, fortæller han.
”Når der i hverdagen er så meget fokus på performance og resultater, og kulturen er præget af rutiner, som nu sover I, nu spiser I, og så skider I, og så gør I ikke andet. Så er der ikke altid plads til de personlige følelser. Samtidig har jeg jo selv været en stor fortaler for, at der i omklædningsrummet kun foregik omklædningsrumssnak. Hvem har de største biceps, og hvem har mest hår på brystkassen? Men jeg vendte på en tallerken”.
Det er lidt over to et halvt år efter, at Buster kommer frem med sin historie for første gang, at jeg møder ham i Gigantium. Vi sidder i et lille mødelokale på administrationsgangen. Efter han har lukket mig helt ind i, hvad han selv beskriver som den værste tid i hans liv. Kan jeg mærke, at skuldrene bliver sænket. Efter så lang tid bliver dét at snakke om, hvad der egentlig skete, stadig en form for distancering fra oplevelsen og en måde at få selvkontrol. ”Det er terapeutisk” – for at bruge Busters egne ord.
Buster har sat sig lidt tilbage i stolen, da vi kommer ind på, hvad årsagen til hans depression egentlig var.
”Da jeg var i det og havde det dårligt, havde jeg et anderledes syn på, hvad der skyldtes, at jeg var endt der, hvor jeg var. Det har jeg et meget bedre billede af nu. Jeg var en pleaser og havde ikke den fornødne respekt omkring mig selv, og hvad jeg egentlig gerne ville, og hvordan jeg så mig selv. Jeg lod alle andre definere, hvem Buster han var, og til sidst kunne jeg ikke selv finde ud af det”.
Selvværdet var i bund, selvom selvtilliden stadig stod.
”Jeg havde intet filter, når det handlede om min person. Hvis én sagde, at jeg var ringe eller spillede en dårlig kamp, var jeg mere hårdfør. Jeg vidste godt, at jeg var en dygtig håndboldspiller, men kommenterede de på den person, som jeg var, så ramte det hårdt. For på det tidspunkt havde jeg ikke den samme tro på, at jeg var en god person”.
Det er nu år tilbage, at Buster stod midt i en identitetskrise, men som en bold der bliver fedtet ind i harpiks, bliver man aldrig som før. Det former dig, og grebet kan efterfølgende blive lettere.
”Jeg har personligt taget et kvantespring, og jeg har taget rigtig meget med fra den her krise”, fortæller Buster. Selvom ikke alt er bearbejdet færdigt.
”I dag sover jeg stadig med en podcast i ørene, for jeg kan ikke altid håndtere stilheden”.
Buster rejser sig. Han skal ind og skrive under på en ny kontrakt for Aalborg Håndbold.
På vej hjem i bilen bliver Busters historie lige vendt inde i hovedet igen. Hvad nu, hvis han aldrig havde ringet til sin mor den sommerdag i juli – hvad så? Hvad nu, hvis han aldrig fik modet til at rejse sig op på taktiskmødet den dag i marts – hvad så?
Busters historie minder mig om noget, som jeg læste for nylig: Nogle gange er overlevelse bare overgivelse.
Frans Hammer har inviteret den 28-årige venstrefløj, Buster Juul, med ind i hulen. Her uddyber håndboldspilleren hele hans historie og hans kamp igennem den identitetskrise, som udviklede sig til en lang svær depression. Lyt til den her:
