Fra regnbuestriber til Dannebrog på ti år: ”Det definerede mig og den måde, jeg ser cykelløb på ”

Han er danmarksmester og har vundet cykelløb på allerhøjeste niveau. Han har kørt de største cykelløb i verden og er en af profilerne på sit internationale cykelhold. Men vejen til verdenseliten har ikke været snorlige for 27-årige Mads Würtz Schmidt, siden han for ti år siden vandt U19-VM i enkeltstart.
Af: Frederik Zeuner
Skribent

Del artiklen:

”Det bliver snert, men det kan lade sig gøre. Kom så med dig, Mads! Skal vi have en ny bedste tid? Det skal vi! Det er en kendsgerning. Mads Würtz Schmidt er verdensmester. Det er vildt, det er stort, det er uvirkeligt – men det er sandt.”

Der manglede ikke superlativer, da cykelkommentatoren Dennis Ritter skulle beskrive den bare 17-årige Mads Würtz Schmidts præstation blot få sekunder efter, han havde taget fusen på cykelverdenen.

Den 20. september 2011 blev på mange måder en skelsættende dag for den unge Mads Würtz Schmidt fra Randers. Som den første dansker nogensinde vandt han et juniorverdensmesterskab og blev med ét udråbt som det nye store danske cykeltalent.

”Jeg har altid været meget jysk – særligt med ydmygheden – men det var jo svært ikke at lade det hele stige én til hovedet,” siger Mads Würtz Schmidt ti år efter sin første store succes på cyklen.

”Alt det fokus der var … Altså jeg stod der 17 år gammel og var verdensmester. Når jeg kigger tilbage, så var det jo svært at håndtere og ikke få høje tanker om sig selv.”

De høje tanker fik i de følgende U19- og U23-årgange næring fra flere store resultater, men efterhånden som springet til elitens rækker skulle tages, og livet som professionel skulle etableres, udeblev de største resultater, og Mads Würtz Schmidt måtte se flere landsmænd overhale ham på resultatlisterne.

Men modgangen og den manglende eksplosive udvikling har givet den nu 27-årige Mads Würtz Schmidt en ballast, der forhåbentligt sikrer ham flere succesfulde sæsoner i fremtiden.

Foto: Lars Schmidt / www.schmidtaps.com

”Jeg vidste, jeg kunne noget”

Tilbage i 2011 havde Mads Würtz Schmidt netop påbegyndt sin første sæson som U19-rytter på det Herning-baserede Team Blue Water Junior. Han havde endnu ingen vished om, at han besad et særligt talent i disciplinen enkeltstart – men et par gode resultater i foråret gav ham et bestemt mål.

”Vi kørte et løb i Tyskland, hvor jeg blev nummer to på prologen. Der havde været en masse kaos inden start, og alligevel blev jeg nummer to – ét sekund fra vinderen. En uge senere vandt jeg enkeltstarten i et hollandsk etapeløb, og så sagde jeg meget klart, at nu ville jeg være danmarksmester.”

Selvom han i det hollandske løb havde slået nu velkendte navne som Danny van Poppel, Stefan Küng og Maximillian Schachmann, så måtte han til sommerens danske mesterskaber nøjes med en andenplads efter Casper Folsach. Igen fik det Mads Würtz Schmidt til at øge sine egne forventninger.

”Jeg ville være verdensmester. Det var jeg helt overbevist om, at jeg kunne. Jeg havde hele tiden en fornemmelse af, at jeg kunne lave et eller andet. Ikke nødvendigvis vinde – men jeg vidste, at jeg kunne lave noget.”

Jeg havde aldrig oplevet den slags modgang før, så den var virkelig hård. Jeg skulle lære at deale med det, og det kunne jeg bare ikke.

Mads Würtz
Foto: Lars Schmidt / www.schmidtaps.com

Overvældende opmærksomhed

Og sådan gik det. Som indledningsvist beskrevet, så rev Mads Würtz Schmidt fra Randers konkurrenterne over og vandt det VM, som ingen udover ham selv havde forventet, han skulle vinde.

Verdensmesterskabet blev det år, i 2011, kørt i Københavns gader en solrig septemberdag. For Mads Würtz Schmidt var det ikke bare det første VM – det var sågar hans første besøg i den danske hovedstad. Og det faktum øgede bare det virvar af følelser, den 17-årige randrusianer gennemlevede.

”Det hele var overvældende. Det var første gang, jeg var i København, og jeg havde aldrig været på TV før. Efter løbet havde jeg så pludselig en fotograf fra TV 2 i hælene uanset, hvor jeg gik. Og så blev jeg derovre resten af ugen, og jeg var nærmest forbi et TV-studie hver dag. Det var meget specielt,” siger Mads Würtz Schmidt.

Også den efterfølgende periode bød på stor opmærksomhed for den stille kronjyde. I hjembyen Randers blev han hyldet som årets talent af kommunen, mens også byens Superliga-klub, Randers FC, hyldede ham for sin præstation.

”Lige pludselig vidste alle, hvem jeg var. Da jeg kom tilbage i skole ugen efter, kiggede alle pludselig på mig. Jeg var jo lidt stille af mig, så jeg tror ikke, der var mange, der vidste, hvem jeg var, inden jeg vandt VM. Og nu kiggede de alle på mig.”

Det næste skridt

Og sådan fortsatte det. Folk blev ved med at kigge på Mads Würtz Schmidt – for han blev ved med at vinde. Den efterfølgende sæson startede han med at vinde junior-udgaven af et af verdens største cykelløb Prais-Roubaix.

Siden fulgte flere sejre i de største løb for juniorer både nationalt og internationalt, og ingen var længere i tvivl om, at Mads Würtz Schmidt var den ægte vare.

Heller ikke ægteparret Michael og Christa Skelde, der på det tidspunkt stod i spidsen for den største danske talentfabrik Team CULT Energy. Og de var klar til at satse på det unge talent og gav ham hans første senior-kontrakt i 2013.

”Det var jo kæmpestort at komme ind på CULT. Det var jo det bedste danske hold, og så kom jeg jo op at køre med Michael Valgren, Magnus Cort og de typer. Det var virkelig stort.”

Efter en god debutsæson i 2013 var Mads Würtz Schmidt determineret. 2014 skulle være året, hvor han fik sit store gennembrud som senior.

”Jeg var bare fast besluttet på at skulle vise, hvad jeg kunne. Jeg fik trænet godt hen over vinteren, og jeg var flyvende på vores vintertræningslejr med holdet. Året startede egentlig også okay med et par topresultater i foråret,” fortæller Mads Würtz Schmidt.

Foto: Lars Schmidt / www.schmidtaps.com

Store tæsk og manglende selvtillid

Men som et lyn fra en klar himmel forsvandt succesen. Flere styrt gav ham fysiske problemer, der efterfølgende satte sig i hovedet på ham.

”Jeg mistede fuldstændig selvtilliden. Jeg havde aldrig oplevet den slags modgang før, så den var virkelig hård. Jeg skulle lære at deale med det, og det kunne jeg bare ikke. Jeg var jo vant til, at når jeg sagde: ’Det her løb, det vinder jeg’, så vandt jeg. Det kunne jeg pludselig ikke mere.”

”Jeg begyndte at få store tæsk i cykelløbene, og jeg kunne slet ikke være med mere. Jeg begyndte at træne endnu hårdere, men det gik stadig ad helvede til i løbene. Og jeg kunne bare ikke forstå, at det blev ved med at gå dårligt. Jeg forstår faktisk stadig ikke, hvorfor det gik så dårligt,” siger Mads Würtz Schmidt.

Han begyndte at arbejde på sin mentale tilstand med sin chef, Christa Skelde. Alligevel stod det klart mod sæsonens afslutning, at han skulle træde et skridt ned.

Frisk start med ondt i benene

Det blev på det mindre men fremadstormende Team ColoQuick, hvor han sammen med Alexander Kamp skulle forsøge at løfte holdet et niveau op.

”Jeg trængte til luftforandringerne, og jeg var ikke klar til at blive professionel med CULT. Samtidig skiftede jeg træner, og det gav mig også bare et løft,” siger Mads Würtz Schmidt.

Og han var tilbage. Væk var den seneste sæsons modgang og tilbage var de store sejre, hvor særligt den metier, der i første omgang havde givet ham prædikatet af stortalent, var tilbage – enkeltstarterne.

Først blev han U23-danmarksmester på hjemmebanen i Randers foran sin evige rival Søren Kragh Andersen. To måneder senere blev han den første kontinental-rytter nogensinde til at vinde enkeltstarten i Post Danmark Rundt.

”Jeg blev bare bedre og bedre igennem hele sæsonen, og samtidig lærte jeg at vinde cykelløb på den hårde måde. Da jeg var junior, kunne jeg jo nærmest vinde cykelløbene, uden det for alvor gjorde ondt. Men det år her lærte jeg, at man altså godt kan vinde cykelløb, selvom det gør ondt i benene. Det var en vigtig erkendelse.”

I medierne meldte vi jo ikke noget ud. Jeg tror, vi sagde, at top-fem ville være fedt, men til landstræneren sagde jeg, at jeg ville vinde.

Mads Würtz

I regnbuestriber for anden gang

Efter en sejr i det, der i folkemunde går som ”Ungdomsrytternes Tour de France,” Tour de l’Avenir, havde han for første gang siden den store dag i København fire år tidligere en forhåbning om igen at blive verdensmester.

”I medierne meldte vi jo ikke noget ud. Jeg tror, vi sagde, at top-fem ville være fedt, men til landstræneren sagde jeg, at jeg ville vinde. Og heldigvis var han enig,” griner Mads Würtz Schmidt.

Missionen lykkedes, og Mads Würtz Schmidt kunne nu for anden gang i karrieren kalde sig for verdensmester i enkeltstart – denne gang i U23-klassen, efter han satte de to tyskere Maximillian Schacmann og Lennard Kämna hårdt til vægs på ruten i amerikanske Richmond.

”Det var også bare et at de år, hvor det hele bare spillede. Jeg kørte så stærkt på enkeltstartscyklen, og det fungerede bare. Samtidig havde jeg lært af den modgang, jeg havde oplevet, og det blev en klar styrke for mig i forhold til at håndtere presset.”

”Jeg skulle bare ud at lave en masse resultater”

Mange forventede, at den genfundne verdensmester nu var moden til at tage springet til World Touren, men Mads Würtz Schmidt havde andre planer for 2016.

”Nu havde jeg haft én sæson, hvor jeg havde fået styr på mig selv, men nu havde jeg brug for en hel sæson som kaptajn, hvor jeg bare skulle ud at lave en masse resultater,” siger Mads Würtz Schmidt.

De resultater skulle laves på det Bjarne Riis-ejede Virtu Pro-hold, hvor han blandt andet havde holdkammerater som Kasper Asgreen, Niklas Eg og Niklas Larsen.

Ligesom året før, så væltede resultaterne ind i foråret, og det fik for alvor de store hold til at spærre øjnene op, og Mads Würtz Schmidt sikrede sig en kontrakt med det russiske World Tour-hold Team Katusha.

”De havde faktisk lagt følere ud allerede henover vinteren, og i løbet af foråret, da jeg begyndte at lave resultater, blev interessen pludselig meget hurtig konkret.”

Han underskrev sin første professionelle kontrakt i maj 2016, og resten af sæsonen kunne dermed køres uden pres. Det hjalp blandt andet på at håndtere skuffelsen af ikke at genvinde U23 VM i enkeltstart.

”Jeg var pisseked af det om aftenen, fordi jeg havde virkelig sat næsen op efter at vinde. Men dagen efter fik jeg analyseret løbet og skubbet det væk, og så tænkte jeg; ”om en måned skal jeg på træningslejr med mit nye hold, og så er jeg professionel”.”

Foto: Lars Schmidt / www.schmidtaps.com

”Nu skuffer Mads igen”

Igen starten Mads Würtz Schmidt sæsonen som lyn og torden med to top-fem-placeringer i sit første løb samt en samlet fjerdeplads.

”Det var fedt at starte sæsonen ud på den måde. Jeg sparkede jo ligesom døren ind på den professionelle scene. Men så fik jeg jo så et ’reality-check’ efterfølgende.”

Derfra blev sæsonen svær for Mads Würtz Schmidt, der kæmpede med overhovedet at følge med i de efterfølgende løb. Særligt på enkeltstarterne fungerede det ikke længere for ham.

”Jeg var holdt op med at definere mig selv som enkeltstartsrytter. Det var primært i medierne og folk, der ikke kendte mig, der stadig så mig sådan. Jeg var jo enkeltstartsrytter, men jeg vidste godt, at jeg kunne en masse andet. Jeg var blandt andet blevet bedre til at spurte, så jeg ville helst ikke have det stempel, at jeg kun kunne køre enkeltstart.”

Men det endte med at sætte sig i den nyprofessionelle rytter, at omverdenen stadig forventede, at han skulle levere i kampen mod uret.

”Hver gang jeg ikke kørte stærkt på enkeltstarterne, så kunne jeg jo læse og høre, at ’nu skuffer Mads igen’. Det frustrerede mig i lang tid.”

Samtidig udeblev det store gennembrud, som sæsonstarten havde givet forhåbninger om. Særligt den afgørende sejr, der ville slå hans navn fast, kom ikke.

Overhalet af landsmænd

I de efterfølgende sæsoner fortsatte han med, ved lejlighed, at poppe op med jævne mellemrum, men tingene fungerede ikke for ham på det russiske hold. Samtidig kunne han se, at alle de landsmænd, han var vokset op med, begyndte at vinde de allerstørste løb i verden.

Magnus Cort og Søren Kragh Andersen vandt etaper i Tour de France, Michael Valgren vandt store klassikere, Kasper Asgreen vandt monumentet Flandern Rundt og Mads Pedersen blev verdensmester – for bare at nævne de største resultater.

”Jeg kørte jo nogle O.K. resultater og lavede et podie her og der. Men det var selvfølgelig slet ikke det samme. Det har været bittert at se, at de kørte så stærkt, og at jeg ikke kunne køre så stærkt. Og det har ikke været lige nemt altid. For når jeg tænker tilbage til junior- og U23-tiden, så var de ikke bedre end mig,” siger Mads Würtz Schmidt og understreger samtidig, at han har stor respekt for landsmændenes præstationer.

”Deres udviklingskurver har bare været enormt stejle, og der har det taget noget mere tid for mig at nå det niveau. Jeg har været ramt af nogle skader, og jeg har nærmest aldrig haft en sæson uden at gå igennem skadesforløb. Og det har jeg skullet bearbejde.”

Trods modgangen og fornemmelsen af, at han sakkede bagud, så tvivlede han aldrig på sit eget potentiale.

”Jeg har altid troet på, at hvis jeg bare bliver ved med at gøre det rigtige og arbejde hårdt, så skal det nok komme. Og jeg er stille og roligt blevet bedre for hvert år, så jeg er bare blevet ved med at sige til mig selv, at hvis jeg bare bliver ved – så kommer det.”

Foto: Lars Schmidt / www.schmidtaps.com

Forløsningen

Mads Würtz Schmidt fik ret. Gennembruddet kom. Efter et skifte til Israel Start-Up Nation i 2020 blev 2021 det år, han for alvor fik vist, at han stadig har verdensklasse i benene.

I det store italienske etapeløb Tirreno-Adriatico havde han på de første fem etaper vist god form i flere udbrud, så da han på sjette etape ramte det afgørende hug, skulle det store gennembrud endelig sikres.

”Ind imod afslutningen kommunikerede jeg med min sportsdirektør. Hun forsøgte at motivere mig og komme med råd til, hvordan jeg skulle vinde, men til sidst sagde jeg til hende, at nu behøvede hun ikke sige mere. Jeg havde styr på det. Jeg vidste præcis, hvordan jeg skulle vinde – og jeg var stensikker på, at jeg ville vinde i spurten.”

Som sagt så gjort. På de sidste kilometer var der ikke nogen skygge af fem års sejrstørke. Med et stenansigt som i sine ungdomsår timede han afslutningen perfekt og vandt sin første professionelle sejr, i sin femte sæson på øverste niveau.

”Lige efter stregen var det en kæmpe jubel. Jeg havde sådan en følelse af ’fuck, nu skete det endeligt.’ Efterfølgende, da jeg kom op på mit hotelværelse, så sad jeg bare helt stille med tåre i øjnene. Det var bare stort.”

Med Dannebrog på brystet

Med en nyvunden selvtillid og et klart bevis på, at han rent faktisk har niveauet til at vinde på øverste hylde, gik Mads Würtz Schmidt ind til sommeren med troen på, at der skulle flere sejre på bordet. Han blev imidlertid forbigået til sit holds Tour de France-trup, men randrusianeren ville alligevel have noget ud af sin sommer.

”Jeg havde sat mig rigtig meget op til DM, og efter jeg igen ikke var kommet med til Touren ville jeg have noget ud af DM. Jeg var totalt forberedt, og det lå i baghovedet på mig, hvordan den skulle skæres.”

På den hårde og krævende rute omkring Vejle udspillede sig et langt cykelmæssigt drama, hvor de store professionelle ryttere tidligt gik i gang med at angribe hinanden, mens Mads Würtz Schmidt forsøgte at forholde sig roligt og køre sig i stilling til at vinde.

”Løbet udformede sig perfekt for mig. Flere af favoritterne fik neutraliseret sig selv, mens jeg sparrede mig til sidste omgang af løbet,” siger Mads Würtz Schmidt, der endte i det afgørende tre-mands udbrud med Frederik Wandahl og Mathias Norsgaard.

”Jeg hamrede bare til den til sidst. Jeg kunne se, der var nogen på vej op, så jeg trykkede bare til den. Men så gik jeg først igennem opløbssvinget, og med 50 meter til mål tænkte jeg; ’nå, nu bliver jeg danmarksmester’.”

Mads Würtz Schmidt brød ud i jubel og kastede sig i armene på familie og venner, mens han også modtog hyldest fra sine konkurrenter.

”Jeg havde jo egentlig lidt mistet troen på, at jeg nogensinde kunne vinde DM, fordi så mange ting skulle gå op i en højere enhed, og der er så mange gode ryttere i Danmark. Så det var bare enormt stort og jeg blev virkelig stolt.”

Foto: Lars Schmidt / www.schmidtaps.com

Den nye virkelighed

Sejrene ændrede som udgangspunkt ikke noget fundamentalt for Mads Würtz Schmidt. Han vil stadig være bedre, og han vil stadig vinde de største cykelløb i verden.

”Men jeg kan mærke det på mig selv. Jeg føler, jeg har mere autoritet, og jeg har fået ny motivation, fordi jeg bare gerne vil ud at køre i danmarksmestertrøjen. Det giver bare ny selvtillid og ny moral, at det endelig lykkedes mig at vinde.”

Samtidig kan han nu også bruge de erfaringer, han har fået fra nogen af de tidligere år, hvor tingene ikke har flasket sig for ham.

”Noget af det, der gik galt tidligere, var, at jeg efter en god sæson tænkte ’nu skal jeg bare ud at træne endnu mere og endnu vildere.’ Men nu forsøger jeg bare at hvile i det og gøre det, jeg ved, der har fungeret for mig.”

I det refleksive moment finder Mads Würtz Schmidt også en anden styrke i at være kommet igennem de mange hårde sæsoner med modgang.

”Jeg ville jo ønske, at jeg havde haft samme eksplosive udvikling som de andre danskere. Men jeg synes, jeg kan se, at jeg er blevet mere stabil. Og jeg tror på, at nu når jeg har nået det her niveau, så kan jeg også blive heroppe. Jeg synes, de læringer, jeg har fået, har været alt modgangen værd,” siger Mads Würtz Schmidt.

Ti år efter, han en solrig septemberdag overraskede cykelverdenen og sikrede en VM-titel er ringen på sin vis sluttet for den nu 27-årige knægt fra Randers. For selvom han nu må ”nøjes” med at kalde sig danmarksmester, så er der stadig noget af den 17-årige verdensmester tilbage i Mads Würtz Schmidt.

”Et eller andet sted, var det med til at definere mig og den måde, jeg tænker cykelløb på og den person, jeg er i cykelverdenen. Der er stadig noget tilbage i mig, for jeg har stadig selvtilliden, jeg tror stadig på mig selv – som jeg gjorde den gang. Det kan godt være, det ikke sker lige nu og her, men jeg ved nu, at hvis jeg kæmper, så kan jeg stadig nå at blive verdensmester. Jeg tror på, jeg kan vinde VM, inden min karriere er omme.”

Læs videre her

”Jeg mistede fuldstændig selvtilliden. Jeg havde aldrig oplevet den slags modgang før, så den var virkelig hård. Jeg skulle lære at deale med det, og det kunne jeg bare ikke. Jeg var jo vant til, at når jeg sagde: ’Det her løb, det vinder jeg’, så vandt jeg. Det kunne jeg pludselig ikke mere.”

Mads Würtz

Modtag vores nyhedsbrev