Få artiklen læst op
November 2010. Jesper tørner ud på isen i kamp for sit svenske klubhold Malmö Redhawks på udebane. Skøjterne skærer ubesværet gennem det frosne underlag. Foran ham står en sværm af modstandere. I modsatte ende af banen er holdkammeraten Morten Green sat i spurt. Gruppen af modstandere midt på isen kommer imellem de to holdkammerater. Begge har svært ved at orientere sig.
Bang! Et frontalt sammenstød midt på isen. Stav, hjelm og handsker flyver gennem luften. Både Morten og Jesper bliver liggende. Morten Green kommer først på benene og skøjter rundt efter det vildfarende udstyr. Kort efter kommer Jesper til sig selv. Han kommer op, står på skøjterne og kan selv køre ud i boksen. Kroppen har det okay, og Jesper fortsætter kampen på isen. Men som kampen skrider frem på banen, har han svært ved at holde styr på både stav, skøjter og modspillere.
Busturen med holdet hjem til Malmø går fint. Men da Jesper har kørt et par minutter i bilen på vej hjem til sin hustru, er han nødt til at stoppe. Han er bange for at køre, ved ikke hvornår han skal dreje, og lyset fra de modkørende biler skærer i øjnene. Det hele sejler. Jesper holder ind i siden af vejen og ringer efter sin hustru.
Da han vågner dagen efter, er det som om, nogen har fyldt hans krop med bly i løbet af natten. Hovedet dunker. Alle led i kroppen gør ondt. Han er skøjtet ind i sin hjernerystelse nummer syv i karrieren. Af dem han kan huske.
”Da jeg vågnede, tænkte jeg; shit. Det kommer til at tage lang tid, men jeg skal nok komme tilbage. Regnede jeg med.”
På vej til det 18. VM
November går. Det bliver december. Januar. Først i februar spænder Jesper skøjterne på igen og går på isen. Der er tre måneder til hans 18. VM-slutrunde i maj. Hovedet gør stadig ondt. Puck, stav og skøjter vil stadig ikke følges af, og Jesper har svært ved at overskue spillet og de andre på banen. Han bliver usikker.
Det bliver marts 2011 og landsholdet skal samles for første gang forud for den kommende VM-slutrunde, og selvom Jesper ikke har spillet ishockey i et halvt år, indkalder landstræneren selvfølgelig sin rutinerede kaptajn. Men følelsen af ikke at kunne mestre alle sanser er der stadig hos Jesper.
”For første gang i min karriere er jeg bange for at gå ind i en tackling, eller at nogen skal tackle mig. Den følelse har jeg aldrig nogensinde haft før.”
I landsholdslejren træner Jesper med på isen i fire dage fra mandag til torsdag. Om torsdagen er han nødt til at tage hjem til Malmø. Han har kvalme og hovedpine, er ikke til stede hos holdkammeraterne og har svært ved at koncentrere sig.
Mandag møder han igen ind i landsholdslejren efter weekendens restitution. Han har kun fået det dårligere. Men han har været til VM 17 år i træk, så selvfølgelig skal han af sted igen.
Under træningen med landsholdet forsøger Jesper, alt hvad han kan, at overvinde kroppens klodsede reaktioner på isen. Men det hjælper ikke. Bevægelserne, hans krop ellers kender så godt, vil ikke frem, og hovedet når ikke at registrere puckens og de andre spilleres hurtige retningsskifte på banen.
Dagen efter tirsdagens træning er det slut for Jesper. Onsdag aften siger landsholdslægen stop. Uanset hvor meget Jesper kæmper imod sin krops reaktioner på hjernerystelsen, kan den ikke være med mere.
Jesper bryder sammen. Daværende landstræner Per Bäckman kommer op på værelset til Jesper. Manden, som Jesper aldrig har set vise følelser, begynder at græde.
”Det var satme hårdt. Udover landstræneren, var min værelseskammerat den eneste, jeg fortalte det til. Jeg kunne ikke sige det til de andre holdkammerater, for så ville jeg bryde sammen. Jeg vidste, at det var min sidste træning dagen efter.”
En uge senere, mandag den 27. marts 2011, melder Jesper Damgaard officielt sit stop ud. Landsholdet mister sin kaptajn gennem 11 år, og Jesper mister sin hverdag som professionel ishockeyspiller. 35 år gammel. For Jesper var det farvel til den verden, han har levet for, siden han trådte ind i ishockeyarenaen i Herning som 7-årig. Farvel til det landshold han har haft kær siden sin debut som 18-årig. Og farvel til livet som professionel i 20 sæsoner i både Danmark, Tyskland og Sverige.
”Fra jeg var 15 år, vidste jeg, at jeg ville være ishockeyspiller. Alt hvad jeg foretog mig var for ishockey. Jeg sagde altid nej til familiefester, nej til konen. Nej til alt. Set i bakspejlet var det måske for egoistisk, men det var mit liv. Så fra en dag til en anden – bum – så var det væk.”
Det røg lige igennem hovedet, hvad de sagde. Men den sidste gang sagde min kone; prøv at tænke på dine børn. De vil også kunne lege med deres far.
Klublæger sagde stop først
Inden hjernerystelse nummer syv, der gav Jespers professionelle ishockeykarriere dødsstødet, havde de to foregående hjernerystelser taget lang tid for Jesper at komme sig over. Ved hjernerystelse nummer seks var han sat uden for isen i fire måneder. Og ved både den fjerde, femte og sjette føltes det som om, han levede i en boble. Der gik længere og længere tid, inden boblen sprang, og han var klar til at gå på isen igen.
”Det var som om, jeg gik rundt med en styrthjelm. Jeg hørte dårligt og var i en helt anden verden. Pludselig slap boblen fra en dag til en anden, og når den gjorde det, spillede jeg bare videre, og alt var fint.”
Lægen på landsholdet var dog langt fra den første, der sagde stop til Jesper. Faktisk var han den sidste. Allerede året inden Jesper fik sin sidste hjernerystelse, sagde klublægerne i Malmø stop. Det samme gjorde den anden af landsholdets læger. Jesper blev advaret om risikoen for både alzheimers og demens, hvis han fortsatte. Men et hav af scanninger og undersøgelser viste ingen resultater ved hjernerystelse nummer fem og seks, og Jesper klyngede sig til den sidste landsholdslæges ydmyge håb, da lægen endnu ikke havde sagt stop.
”Det røg lige igennem hovedet, hvad de sagde. Jeg ville spille hockey og gøre alt for det, og når jeg havde det godt, så tænkte jeg ikke på hjernerystelserne. Men den sidste gang sagde min kone; prøv at tænke på dine børn. De vil også kunne lege med deres far.”
Krøllet sammen på isen
Første gang Jesper for alvor trodser lægernes og kroppens advarselssignaler er ved VM i Letland i 2006, fem år før hans farvel til isen. Det danske landshold spiller deres første kamp mod Canada. Allerede efter 45 sekunder bliver Jesper krøllet sammen i en voldsom tackling i endebanden. Lyset bliver slukket, og han kan ikke huske noget. Holdkammeraterne skraber Jesper op fra isen og hjælper ham ud i boksen. Da lægen kommer hen til Jesper i boksen og spørger, hvordan han har det, svarer han; det er fint nok, jeg kan godt spille.
Jesper spiller to skift til. I det ene bliver han vist ud og glemmer at gå på banen igen. I det andet er det landsholdslægen, der viser ham ud. Han kan se, at Jesper er ved siden af sig selv. Jesper ryger direkte fra isen og ud i omklædningsrummet. I nakkekrave. Med ambulancen. På sygehuset.
Karrierens femte hjernerystelse er en realitet. Efter et par timer på sygehuset er han tilbage i landsholdslejren. Nakkekraven beholder han på. Fra tribunen kan Jesper se landsholdskammeraterne tabe. Holdets eksistens i A-gruppen hænger i en tynd tråd, og nedrykningsspillet ved VM er en realitet.
”Jeg sagde til landstræneren; nu bliver jeg nødt til at spille. Jeg kunne godt mærke, at jeg var tungen på vægtskålen. Skulle vi blive i A-gruppen, eller skulle vi ikke? Jeg følte et kæmpe ansvar.”
Landsholdets kaptajn går på isen og spiller tre kampe på tre dage i nedrykningsspillet. Kroppen er tung, hovedet gør ondt, og han er usikker på skøjterne. Landsholdet vinder to kampe og undgår nedrykning, men efterveerne for Jesper er hårde. Der går en måned, inden han igen kommer til sig selv.
”Det var et let valg at gå på banen. Landsholdet var hele mit liv. Det har altid været højdepunktet på sæsonen, hvor jeg mødtes med drengene. Jeg har boet på værelse med Kim Staal i 14 år, og han kender mig bedre end nogen anden. Jeg ville være en del af det og ikke svigte holdet.”
Sammen med to af sine bedste kammerater Kim Staal og Morten Green har Jesper været med til at spille det danske ishockeylandshold op fra ’røven af fjerde division’ til at være med blandt de bedste nationer i dag. Jesper Damgaard hører til blandt den første generation af danske ishockeyspiller, der blev professionelle i udlandet, da han som 17-årig skrev sin første kontrakt med Malmö Redhawks i 1992. For Jesper har det altid været en ære at spille på landsholdet.
Derfor var det også først efter VM-slutrunden i maj 2011, hvor Jesper så til fra sidelinjen, at det gik op for ham, at livet som ishockeyspiller nu endegyldigt var ved sin ende. Mandehørmen i omklædningsrummet inden kamp, de utallige busture til udebanekampe og de mange, lange rejser til VM-slutrunder med nogle af hans bedste kammerater. Jesper var permanent sat ud i boksen. Uden for isen. Væk fra sammenholdet og fællesskabet.
”Selvom jeg stadig har mine kammerater, så var jeg ikke længere en del af holdet og det fælles mål. Jeg var bare en på sidelinjen, og det var noget af det hårdeste.”
Landholdssamlingerne, 17 VM-slutrunder, og sammenlagt 20 sæsoner i den svenske, tyske og danske liga i løbet af karrieren var med til at give Jesper et mål for hverdagen i løbet af det 18 år lange ishockeyliv. Det forsvandt, da Jesper slog hovedet i isen for sidste gang.
”Jeg savner at alt, jeg gør, er for ishockeyen. Man kan godt sige, jeg har været lidt ensporet i livet, men det er det, jeg altid har været vant til. Derfor har det været hårdt ikke længere at have et mål at arbejde hen imod.”
1991-1992: Herning IK-Danmark
1992-2000: Malmø Redhawks-Sverige
2000-2002: Revier Löwen Oberhausen-Tyskland
2002-2006: MODO Hockey-Sverige
2006-2007: Augsburger Panther og HC Lugano-Tyskland/Schweiz
2007-2008: Rødovre Mighty Bulls-Danmark
2008-2011: Malmø Redhawks–Sverige
Landshold: 1994–2011: 256 landskampe. 45 mål og 69 assists.
Har deltaget i 17 VM-slutrunder medishockeylandsholdet. Missede med sit karrierestopmuligheden for at sætte verdensrekord med 18 VM-deltagelser. Var kaptajn for landsholdet i 11 år.
“Er det sådan her livet ser ud nu?”
Et år før Jespers ufrivillige farvel til karrieren som ishockeyspiller kom han i voksenlære som
tømrer hos en af sponsorerne i klubben i Malmø. Siden han gik ud af tiende klasse og satsede alt på ishockey, har han vidst, han skulle være håndværker, når isen ikke længere skulle være hans arbejdsplads. Men overgangen var hårdere, end han havde forestillet sig. Tomrummet ramte ham for alvor, da han havde levet to år i den nye hverdag. Stå op klokken 05, gå på arbejde, tage hjem klokken 16, hente børn og lave mad.
”Mit liv har altid bare gået efter en snor med ishockey, men efter to år ramte det; er det virkelig sådan her livet ser ud nu? At jeg bare står op og går på arbejde hver dag? Det havde jeg svært ved at styre i hovedet.”
Men Jesper talte ikke med sine forældre hjemme i Herning om, hvordan han havde det. Ej heller sine to brødre, der begge også har spillet hockey. Han har altid været den store og stærke kaptajn, så det her skulle han nok selv klare. Men han kom alligevel til en anden erkendelse, da hans hustru en dag prikkede til ham og bad ham om at søge hjælp. Jesper opsøgte en psykolog i håbet om at få en mening og et mål tilbage i hverdagen. Det har han heller aldrig fortalt nogen om.
”Når man sidder inde i den boble, når man er stoppet, så er alt noget lort, og man vil bare gerne spille hockey. Psykologen hjalp mig med at finde og sætte mål for nye ting og gav mig nogle værktøjer til at komme ud af den negative mølle.”
Nye roller i ishockeyverdenen
Efter sit stop fandt Jesper et nyt mål i rollen som træner for det danske U18-juniorlandshold i ishockey. Samtidig fik han en ny rolle i ishockeyverdenen, da han trådte ind i bestyrelsen for Dansk Ishockey Union og samtidig blev medlem af både det danske og internationale disciplinærudvalg.
Men overgangen fra spiller til træner var svær. For Jesper var det unaturligt at møde op i ishockeyarenaen til en træning uden selv at skulle snøre skøjterne og tape stave op til kamp.
”Det tog lang tid, inden jeg kom ind i den rigtige trænerrolle. Mine medtrænere var nødt til at fortælle mig, at jeg var træner og ikke spiller.”
Også overgangen fra professionel idrætsudøver til tømrer tog lang tid for Jesper at acceptere. Uanset i hvilket selskab han befandt sig, tog snakken hurtigt fart og kunne blive ved længe, når han præsenterede sig selv som ishockeyspiller. I lang tid efter sit stop, når snakken med nye mennesker faldt på arbejde, blev svaret til dem; jeg er lige stoppet som ishockeyspiller. Det tog år inden Jesper præsenterede sig selv som tømrer.
”Jeg ville ikke give slip på, at jeg var ishockeyspiller. Det var et stort skridt at gå fra at være professionel idrætsmand til bare at være en almindelig Hr. og Fru Jensen. Det er to helt forskellige verdener.”
I år er det ti år siden Jesper ufrivilligt måtte indstille sin professionelle karriere og sige farvel til isen. Den bratte slutning og tomrummet, der fulgte med, er han kommet igennem, og er i dag afklaret med den del af stoppet. Men Jesper bliver hver dag mindet om årsagen til sit stop. Han kører sjældent bil om aftenen og aldrig langt. På arbejde går han altid med høreværn. Høje lyde og for meget støj i lang tid giver ham hovedpine og gør ham træt. Senest har han været nødt til at stoppe som landstræner for U18 landsholdet og på sin søns klubhold, efter et nyt job som arbejdsleder fik ham tippet ud over kanten, så han gik ned med stress.
”Jeg har kørt i et meget højt gear, også inden jeg blev arbejdsleder og haft gang i 117 ting. Men jeg mærkede ikke så meget til mine symptomer, som mange andre med hjernerystelser. I virkeligheden har jeg nok ligget på grænsen længe til, at kroppen ville sige fra. Men igen tog min vindermentalitet over, og jeg overbeviste mig selv om, at det var noget, jeg skulle igennem, for der er ikke noget, jeg ikke kan. Men det var forkert. I idrættens verden blev man jo ved til man brækkede sig, men her lukkede kroppen bare fuldstændigt ned.”
Jesper er nu tilbage i rollen som tømrer og så småt ved at finde sig selv igen. Men det har været en lang og hård kamp, og efterveerne fra sin syvende hjernerystelse mærker han endnu mere nu efter sit stressforløb.
”Efter jeg har været helt nede og vende med stress har jeg været nødt til at erkende, at mit hoved nok var hårdere ramt af den syvende hjernerystelse, end jeg selv ville stå ved. Jeg levede efter, at det hele var meget normalt, men det har det ikke været.”
Konsekvenserne skal i fokus
Men hvis nogen i 2011 havde kunnet udstede en garanti for, at de fysiske mén ville forblive på det niveau, havde Jesper Damgaard måske alligevel spillet en sæson eller to mere.
”Det lyder måske dumt, men da jeg stoppede min karriere ville jeg hellere have taget én hjernerystelse til og så have spillet 21 sæsoner. Men som min krop har det nu, så er jeg sikker på, at jeg stoppede på det rigtige tidspunkt.”
I dag har Jesper, som medlem af disciplinærudvalget, stort fokus på at slå hårdt ned på hovedtacklinger, så andre spillere ikke havner i samme situation som ham selv. Derudover håber han, at flere vil blive bedre til at tale højt om konsekvenserne af hjernerystelser, som i sidste ende kan betyde et endegyldigt farvel til ishockeylivet.
”Hockeyens verden har været en machoverden, hvor man bare skal klare tingene. Men det er vigtigt, at man taler om konsekvenserne ved at få en hjernerystelse eller en anden alvorlig skade, som kan stoppe ens karriere. Det er en hård omgang at komme igennem. Ikke mindst psykisk, fordi man står der og tænker; hvad skal der ske nu? Det skader ens liv mere, end man selv vil acceptere, og man ser det ikke rigtig selv.”
