Få artiklen læst op
”Vil du have te eller kaffe?”
Laura Valgreen byder velkommen på den kollegiegang i Aarhus, der har været hendes hjem siden maj. Der er stille sådan en tidlig eftermiddag midt i september. De fleste andre der bor her, er studerende, men Laura har, som Team Danmark atlet, fået lov til at flytte ind allerede indtil, hun finder ud af, hvad hun skal studere.
Den tidligere danmarksmester på flere distancer er langt hjemmefra, og dagene kan være lange i en ny by uden noget at lave, og med tanker der cirkulerer om det skrækkelige år, hun har haft og den fremtid, som stadig ikke er på plads. En af grundene til at Laura kom til Aarhus var for at blive en del af et blomstrende løbemiljø med mange af Danmarks bedste løbere.
Hele Lauras liv har drejet sig om løb og træning. I 2019 var hun på podiet både nationalt og internationalt. Som junior i et seniorfelt blev hun Danmarksmester på 10km landevej og i crossløb, hun blev U20 Nordisk Mester på 3000m og vandt U20 EM-bronze på 5000m. I 2020 vandt hun DM på 5000m og 10.000m, satte U23-rekorder og rykkede rundt på toppen af listerne over de bedste tider på 5000m og 10.000m nogensinde. Samtidig blev Laura udtaget til VM og EM i halvmaraton efter sin debut på distancen i Barcelona i tiden 1.12.29. Hun skulle også have løbet 5000m og 10.000m til EM, men både dét og VM blev aflyst på grund af corona. Laura Valgreen blev kåret til årets fund på Fyn, og var et lysende løbetalent, som havde en sikker fremtid i sporten – lige indtil hun ikke havde det længere.
Pulsen kommer op, men det er uden løbeskoene på fødderne. Det sidste år har Laura været underlagt en næsten ubrudt række af skader, og efter at hun i marts brækkede hælen, har der været problemer med hendes fod. Og det er der stadig. Så meget at hun har været nødt til at holde helt pause fra løb i flere uger og nogle gange måneder ad gangen.
Problemerne med foden har betydet, at der i år ikke har været nogen, hverken danske eller internationale løbestævner med det unge talent på startstregen. I 2021 har Laura Valgreen ikke slået nogen rekorder eller vundet medaljer. Hun træner ikke store mængder løb, og har ikke hurtige km-tider på trackingappen Strava. Men hun udvikler sig alligevel, mener hun, personligt og kropsligt. For nogle gange skal du en smule ud af kurs for at finde den rigtige vej i livet.
”Der sker nogle andre ting lige nu, der ikke handler om løb, men som er mindst lige så vigtige. Jeg bruger lige nu alt min tid på at finde ud af, hvad jeg skal. For første gang i meget lang tid har jeg turdet at stoppe op og overveje det.”
”Løb var mit frirum”
Laura Valgreen er født i Herlev, men startede sin barndom i Berlin, hvor familien flyttede til et år efter, at den lille efternøler var stødt til sine to ældre storebrødre. Laura gik i tysk børnehave, og talte sproget flydende, men hun nåede ikke at starte i skole i Berlin inden, at forældrene blev skilt, og Laura flyttede tilbage til Danmark, nærmere bestemt Højby på Fyn, sammen med sine brødre og sin mor.
En stille og rolig barndom i en forstad til Odense blev afbrudt, da Laura var 10 år gammel. Hun blev syg, og var syg i næsten to år, hvor hun var i forløb og blev fulgt tæt på børneafdelingen på Odense Universitetshospital.
”Det var en ret hård periode i mit liv, også fordi jeg var så ung. Jeg blev på en måde, meget hurtigt, meget mere voksen der.”
Hendes vej ud af og væk fra sygdommen, blev løb. Efter at have været afskåret fra sport og fysisk aktivitet imens hun var syg, blev løbeturene hendes frirum, og dengang startede 13-årige Laura til atletik i Odense. Hun prøvede mange discipliner af, men fandt hurtigt ud af, at det var de længere løbedistancer, der var de sjoveste, og der hun var bedst.
På efterskolen i 9. klasse blev hun hurtigt kendt som løbe-Laura. Omgivet af springgymnaster, fodboldspillere og dansere skilte hun sig ud. I løbeskoene på de sydfynske skovveje og til træningen i atletikklubben i weekenderne fortsatte hun med at være der, hvor hun følte sig rigtig godt tilpas.
”Jeg prioriterede at træne. Hver gang jeg havde en fritime, var jeg ude og løbe, og hvis jeg var hjemme i weekenderne, var jeg inde og træne med klubben. Det var lidt mit frirum, når jeg kunne løbe,” forklarer Laura Valgreen. Ved siden af løb, der i mange år har været hendes ’primære sportsgren’, har Laura dyrket crossfit, og brugt mange timer på både det og styrketræning, så mange timers træning har fyldt meget i mange år for hende.
Et ”lorteår”
Det kan være svært at se det på hende, som hun sidder der med et kæmpe smil på læberne, men Laura Valgreen har haft et ”lorteår”. Laura bruger ordet stress, da hun forsøger at beskrive det, hun har været ramt af det seneste år – og især hen over sommeren. Skaderne og de missede muligheder har sendt hendes tanker ud i spiraler af tvivl om, hvor hun er på vej hen, hvilken retning hun skal gå, og om løb skal blive ved med at være en del af hendes liv. Det er store tanker for en ung kvinde på 20 år.
”Jeg har følt at dagene bare er gået uden, at jeg har udrettet noget. Hvis jeg havde haft en klar vej mod et eller andet, eller hvis jeg var afklaret om, at jeg gerne ville tilbage til sporten, så havde jeg i det mindste dét at se frem til og arbejde hen imod, men det har bare været lidt leverpostej det hele. Der har ikke rigtigt været nogen mening i det,” forklarer Laura Valgreen og fortsætter,
”jeg kommer op og kan træne en del, og når lige at få en følelse af, at det begynder at føles nogenlunde, men så rammer den næste skade bare endnu engang.”
”Det er jo ret skræmmende bare at gøre det per automatik. Det er den nemme løsning at tage ud og løbe, og gøre som jeg altid har gjort.”
Siden hun som 13-årig startede til atletik og nogle år efter for alvor begyndte at tage træningen seriøst, har meget af Laura Valgreens hverdag drejet sig om løb. Det startede på efterskolen, hvor hun blev kendt, som hende der løb, og i gymnasiet var hun også anderledes. Hun trænede, spiste og sov, når hun ikke var i skole, og lavede lektier.
Da hun blev færdig med gymnasiet sidste år, havde hun set frem til et sabbatår med rejser, træningslejre, frihed og tid til at træne så meget hun ville. Den drøm kunne hun veksle til et år med skader, corona, flere skader og en masse tvivl og usikkerhed.
”Det er ret frustrerende. Lige nu er jeg stadig ikke løbende,” forklarer Laura, der stadig døjer med sin ene fod.
”Jeg prøver det jo lidt af hele tiden, om jeg kan løbe, og det går også godt i perioder. Så kommer jeg op, og kan træne en del, men det er bare blevet dårligt igen hver gang.”
Efter to sæsoner med fantastiske resultater og tider har forventningerne til den unge komet været store, og det pres har Laura Valgreen følt, selvom hun har været skadet, og ikke har deltaget i nogen konkurrencer i år.
”Jeg føler, at det er alle andre, der har forventninger på mine vegne til, at jeg skal komme tilbage. Men i de perioder, hvor jeg er kommet lidt tilbage, og har kunnet træne, har jeg egentlig ikke haft lyst. Jeg gjorde det bare fordi, det har været en vane i så lang tid,” forklarer Laura, der siden hun startede i gymnasiet, har trænet så meget, at hun ikke har haft tid til så meget andet.
”Det er jo ret skræmmende bare at gøre det per automatik. Det er den nemme løsning at tage ud og løbe, og gøre som jeg altid har gjort.”
Vi fanger Laura midt i tvivlen. Lige nu ser hun ikke sig selv som løberen. Hun skal finde ud af, om hun tror på, at hun kan finde lysten til at løbe igen, og til at gå efter det på den måde hun før har gjort. Eller om hun skal lave noget helt andet.
”En del af mig vil stadig gerne tilbage til løb, men det er klart, at jeg bliver usikker på mig selv efter et år, hvor det er gået så dårligt. Det er langt tid siden, at jeg har følt, at løb er gået godt. En ting er, hvad andre ser udefra. De ser, at jeg er kommet tilbage hurtigt og løber hurtigt, men noget andet er, hvordan jeg selv oplever det, og om jeg synes, at det går godt,” forklarer Laura, der også generelt er i tvivl om, hvad hun skal. Hun har altid haft brug for at bruge hovedet og have noget som også udfordrede hende uden for sporten.
Skaderne slog Laura ud af kurs, men det gav hende samtidig mulighed for at se det hele lidt på afstand. En læring hun i dag ikke vil være foruden. For i kaosset blev hun sig selv bevidst, og kunne opdage de dårlige vaner, som på sigt ville have skabt store problemer for hende, både psykisk og fysisk.
Ingen træner
Det er blevet rigtigt efterår, da vi mødes igen, og altanen for enden af kollegiegangen er på grænsen til det optimistiske som ramme for samtalen. Vinden pisker regndråberne ind mellem tæpperne, mens Laura Valgreen fortæller.
Hun har altid gjort tingene på sin egen måde. Hun har stået for at planlægge sin træning selv, sætte mål og delmål og finde balancen i, hvor meget og hvad for noget træning hun kunne holde til. Hun har stået for det hele selv, og stået alene med det.
Det har ikke været uden modgang, og det har i perioder været tydeligt, at balancen mellem for meget og for lidt har været svær at finde for Laura.
”I mange år har jeg presset min krop rigtig meget. Selvom jeg har været stærk, har jeg været spinkel og tynd, og min krop har været under stort pres, det er der ingen tvivl om,” erkender hun.
Ved siden af store mængder løbetræning har Laura, siden hun startede i gymnasiet, dyrket både styrketræning og crossfit. Det er noget, der er ganske atypisk træning for mange løbere, men som, ifølge Laura selv, også har været med til at gøre hende stærk nok til at holde til de mange timers løb hver uge.
”Jeg har altid haft brug for at have noget andet, for netop at jeg kan lykkes i løb, for at blive ved med at synes det var sjovt. Der er nogle, der mener, at det modarbejder min udvikling i løb. Det er jo lidt et dilemma, for på den ene side kan det gavne og gøre noget godt, at jeg er stærk, men på den anden side så er det jo klart, at det er belastende for kroppen, og det er energi, du tager fra løbetræningen,” forklarer hun.
Hun kunne holde til rigtig meget træning i gymnasietiden, og det begyndte at blive sværere og sværere for den fynske hurtigløber at få energi nok ind. I løbeverdenen, hvor hvert et kilo er et kilo, du skal slæbe rundt på, når du præsterer, har der altid været et stort fokus på vægt, men det var der aldrig for Laura, der ikke vidste, hvad hun vejede og i højere grad gik op i at være stærk end at være tynd.
”Min fedtprocent var meget, meget lav, men jeg havde muskler, som jeg følte dækkede over, hvor tynd jeg egentlig var. Jeg havde ikke en spaghetti-krop som andre løbere, jeg var stærk, og det blev meget vigtigt for mig,” forklarer Laura, der både har fået kritik og komplimenter for sine markerede arme og sit hakkede maveskind.
Hun syntes selv, at det var fedt at være stærk, og da hun var allerbedst løbende, i slutningen af sæsonen sidste år, var hun ikke i tvivl om, at hun var på rette vej, også kropsligt. Hun har en anden opfattelse i dag.
”Folk kommenterede på at jeg var fit og i god form, men det var jo virkelig usundt. Det er lidt en mærkelig ting i sport, at når man ser skarp ud, kan det godt være, at ens krop ikke er sund overhovedet.”
Når man som sportsudøver presser sin krop meget, med meget og hård træning, er det vigtigt, at den kan holde til det. Det kan den ikke, hvis den ikke får nok energi, og så taber man sig. Hvis man ikke finder den rette balance mellem kost, træning og restitution, kan der opstå relativ energi mangel, som er en tilstand, der både påvirker den fysiske og psykiske sundhed. Det betyder, at responsen på træningen bliver mindre, mindre mentalt overskud i hverdagen og for kvinder en uregelmæssig eller hel udeblivelse af menstruation. *
10 kilo senere
Lauras krop var stærk, men hun var på grænsen til at være for tynd, det ved hun godt selv i dag. Hun har lært meget det seneste år, og har givet sig selv og sin krop plads til at få det bedre uden at stille helt så mange krav til sig selv, som hun ellers altid har gjort. Lige så stille er Lauras krop kommet tilbage i balance, hvor alting fungerer, som det skal, og hun vejer nu 10 kilo mere end for et år siden.
”Folk kan slet ikke forstå, at jeg har taget så meget på det sidste år, men jeg var jo også til den tynde side før. Jeg er stolt over, at min krop fungerer nu. Jeg kan mærke, at den er sund, og at jeg har et helt andet fysisk overskud,” forklarer Laura, der ikke lægger skjul på, at hun er bevidst om det vægtbærende element i hendes sportsgren.
”Det påvirker mig, hvis jeg skal løbe, det kan man ikke komme udenom. Det er 10 kilo ekstra, jeg skal slæbe rundt på. Men jeg har en idé om, at når min krop kommer ovenpå igen, når min fod bliver god igen, og hvis jeg får lysten til at løbe tilbage igen, så vil jeg vise, at man godt kan have en sund krop og løbe hurtigt alligevel.”
Før i tiden ville Laura have følt en smule panik ved tanken om de ekstra kilo, og hvordan de ville se ud på hendes krop.
”Sådan har jeg ikke haft det. Jeg ved godt inderst inde, at det er godt at kroppen er sund, og jeg kan mærke at jeg ikke har lyst til, at det jeg laver, om det så er løb eller hvad det er, skal være på bekostning af min sundhed længere.”
Aldrig mere alene
Det er ikke kun i forhold til hendes krop, at Laura er blevet klogere.
”Jeg har kørt mit eget show længe nu, og da det gik godt, trivedes jeg jo i det. Nu, hvor der har været så lang en periode, hvor det er gået dårligt, er det blevet ekstra tydeligt for mig, at jeg står alene med det. Det er også blevet tydeligere, hvor vigtigt det er for mig at få et træningsmiljø, hvor jeg har en god gruppe, jeg kan træne med,” forklarer Laura.
”Jeg nåede ret langt selv. Jeg er egentlig ret stolt over det, og den måde jeg gjorde det på. Men for at det skal være holdbart i længden, skal det være sjovt i hverdagen, og det er det ikke, hvis jeg skal gøre det alene længere,” konstaterer odenseaneren.
”Jeg tror, at meget af den udbrændthed jeg har følt hen over sommeren, har været et resultat af alle de år, hvor jeg har kørt mig selv så hårdt og gjort det så meget alene,” fortæller hun.
Laura har for første gang siden hun begyndte at træne målrettet, mod at blive en bedre løber, haft overskud til at se på, om hun kan få startet en relation til en træner op, og hun har haft det første møde lige inden, vi sætter os sammen.
”Jeg har længe, også da jeg klarede det godt, fået tilbud fra flere, der har rakt ud til mig, og har tilbudt mig deres hjælp. Det har altid været lidt overvældende, for hvem skal man vælge? Det tager jo også tid at opbygge en relation og lære hinanden at kende, og i gymnasiet var jeg for presset på mange andre områder til, at det var noget, som jeg havde overskud til,” forklarer Laura, der i højere grad er åben over for en trænerrelation for ikke at stå så alene med det hele, end for at komme tilbage og blive en endnu bedre løber.
Men hvilken sportsgren Laura ender med at gå videre med, er stadig åben. Hun har stadig ikke helt fundet der, hvor hun hører hjemme. I løbeverdenen er Laura anderledes, fordi hun dyrker crossfit, og gerne vil være stærk. I crossfitmiljøet passer hun heller ikke ind, for der er hun hende løberen, der aldrig bliver stor nok og derfor ikke rigtigt god. Laura har også prøvet lidt kræfter med triatlon, der i udgangspunktet er den perfekte sportsgren for en som hende, der elsker at træne meget.
”Der er efterhånden en del af de triatleter, jeg kender, der prikker til mig, og spørger om, det ikke skal have en chance, for triatlon er en helt perfekt sport, hvis man er stærk og både kan lide og holde til at træne meget. Så jeg er bestemt stadig i tvivl om, hvor jeg hører hjemme.”
Almindelig ung
Teen i kopperne er for længst blevet kold, og Laura ved stadig ikke med sikkerhed, om hun vil tilbage til løb. Men hun ved, at det ikke bliver uden nogen omkring sig til at hjælpe hende, hvis hun igen skal jagte rekorder og løbe efter medaljer på tartanen.
Først skal hun finde ud af, hvad der skal ske lige om lidt, i den fremtid, der pludselig er kommet tæt på. Der er mange ting i spil. På den ene side er der militæret, højskole, arbejde, rejse. Almindelige ”unge-ting”. På den anden side står en hverdag med løb og træning i Aarhus.
”Der er alle de her ting, som jeg godt gad at udforske nu, hvor det stadig går dårligt med sporten. Jeg er kun 20, så jeg har jo masser af år tilbage af min løbekarriere. Jeg ved, at jeg gerne vil noget inden for sporten, men for at det kan være holdbart i længden, tror jeg, at der er nogle ting, jeg måske skal turde at prøve af nu.”
Et par uger senere sender Laura en besked.
”Jeg sidder i bilen nu på vej til Aalborg Sportshøjskole. Jeg har været i tvivl lige indtil sidste minut om, jeg skulle tage afsted. Jeg er sådan set stadig meget i tvivl. Men over de sidste par måneder har jeg prøvet at arbejde med mine værdier og fundet frem til, hvad jeg ønsker at tage valg ud fra. Jeg har altid syntes at det har været svært at træffe valg og tage beslutninger. Nogle af de værdier jeg har øverst, er at være modig, nysgerrig og handlekraftig,” skriver hun.
Måske viser Lauras historie, og den proces hun er i lige nu, at usikkerhed og tvivl er et af grundvilkårene i det at være ung. Måske viser den at andres forventninger er, hvad man gør dem til, at det er okay at lære noget, også om sig selv, at det er okay at tage fejl, og at erkendelsen skal komme fra en selv, før den virkelig rammer. Den minder os i hvert fald om, at det er vigtigt at stoppe op og tage der, hvor man er, op til overvejelse, men også om at man nogle gange skal gøre noget, handle og springe ud i det, før man ved, hvad der er det rigtige.
Laura afslutter beskeden med:
”Jeg synes selv, at det jeg gør nu, er et ret modigt valg. Nu prøver jeg det. Går det godt, er det jo fantastisk, og går det ikke, så er det ikke værre end, at jeg kan tage hjem igen. Jeg har endnu engang fået ondt i min fod, og har humpet rundt de sidste par dage, hvilket heller ikke har gjort det nemmere at tage afsted, fordi jeg er bange for, at der er en masse, jeg ikke kan være med til, fordi jeg har så ondt. Så det er lidt hårdt lige nu. Men jeg ved også inderst inde, at jeg ville fortryde det, hvis ikke jeg prøvede det af.”
