Få artiklen læst op
Med blyanten i hånden, og det blanke hvide stykke papir foran sig, sad 10-årige Mads Hansen klar til den første eksamen i hans liv. En eksamen han på en måde havde forberedt sig på, siden han blev født. For med mor i den ene hånd og en lille miniput håndbold i den anden havde Mads, fra han kunne stavre afsted på sine små ben, været med på rundtur i den ene håndboldhal efter den anden. Spillede mor ikke på banen, var hun med som træner – og var far ikke træner, så løb han rundt med fløjten i munden midt på banen. Nu var Mads klar til at tage et ekstra skridt ind i den foreningskultur, som både han og hans forældre elskede. Mads ville være dommer.
Med en stor portion selvtillid, en masse opbakning og kun en lille smule hjælp lykkedes det Mads at blive den yngste håndbolddommer nogensinde. Det er i hvert fald det, som står på det diplom fra Guinness World Records, som stadig hænger på væggen hjemme ved Mads’ forældre.
Ti år gammel og nu med et dommerkort i hånden. Endnu helt uvidende om, at det ekstra kort en dag skal hjælpe Mads tilbage til livet igen.
”En cortado tak”, siger Mads hen over disken.
Kaffen bliver snoet forsigtigt rundt i den lille espressokop før første slurk af den sorte fløjlsbløde væske, bliver taget. Den anerkendte håndbolddommer var ikke i tvivl om lokationen, da vi skulle mødes i Aarhus en solrig oktoberdag. Du går kun lidt hen ad Klostergade, drejer så ind af en lille murstensbeklædt smøg, før du rammer den hvide dør, som åbner op til den historiske bygning, hvor Stillers Coffee holder til.
”Det er ikke bare kaffe – jeg går op i kvaliteten, men det er også hele kulturen omkring det, som jeg holder af”.
Det er kun anden gang, at jeg møder Mads i civil. I dagens anledning er han iført en pullover overdækket af en fin grålig blazer. Han er på vej til et slagsmøde for hans nyopstartet virksomhed Cocuura. Kun den hvide og blå adidas jakke, som nu hænger over ryglænet på den lille træstol, associeres med de mange nationale og internationale håndboldhaller, hvor Mads så tit har fløjtet en kamp i gang og fløjtet en kamp af.
”Det er kaffen, som gør dig frisk, men det er nærværet og miljøet rundtom, som holder dig i gang”, påpeger den dygtige håndbolddommer.
Den hurtige indskydelse fra Mads får mig til at tænke på sidst jeg mødte ham, og han fortalte:
”Det er medicinen, som gjorde mig raks, det er der ingen tvivl om, men det er alt det udenom, der har givet mig livet tilbage”.
Kaffen forsvinder hurtigt i den lille espressokop. Og selvom et dybt blik ned i den sidste mørke kaffeslat ikke reflekterer et blankt spejlbillede af Mads, sender kaffen alligevel tankerne i retningen af egne oplevelser – og Mads fortæller videre.
En langsom start, en grusom midte, men en god afslutning.
”Mit forløb var langt. Det startede i sommeren 2011, hvor jeg sandsynligvis har fået den virusinfektion, som nok blev til kræft. Der går næsten et år med diagnosticeringen, hvor lægerne ikke kunne finde ud af, hvad jeg fejlede. Der var gentagende perioder, hvor jeg fik en masse influenzalignende symptomer, og derefter skulle bygge mig selv op igen. Det var først 12-13-14 måneder efter, at jeg fik diagnosen, og i den periode blev jeg aldrig rigtig frisk. Så det hele var virkelig underligt, men det kunne jeg først se bagefter”.
Mads Hansen havde sin daglige gang hos Telenor som deres key account manager, da de små sygdomsperioder begyndte at skylle ind over ham. Selvom en lille undren langsomt voksede inde i ham, kunne han altid slå det hen med en undskyldning eller en travl periode. Lige indtil præstationerne på banen blev ringere. Lige indtil at den fysiske formåen svigtede. For livet som dommer er på mange måder det samme som livet som professionel atlet, og skal du være med i toppen af feltet, skal din fysiske kapacitet være på et rigtig højt niveau.
”Vi løber sådan en Shuttle run test. Du kan sammenligne det med en bip-test. Sådan en intervaltest, frem tilbage, frem tilbage, og så bliver intervallerne kortere og kortere. Vi bliver testet seks gange om året.”
”Fra de forskellige test kunne jeg pludselig se, at min performance begyndte at falde på trods af, at jeg ikke ændrede min træningstilstand. Den allersidste test jeg løb, tilbage i 2012 – det var nok der, jeg blev bekræftet i, at der var et eller andet galt. Der var fandme noget galt”.
I slutningen af oktober, bare en måned efter den nedslående Shuttle run test, besluttede Mads sig for at kontakte privathospitalet Mølholm. Hvad var det, som gjorde så forbandet ondt? Her blev Mads for første gang præsenteret for det, som skulle vende hans liv på hovedet. Han havde en tumor i maven.
En konsultation på det offentlige sygehus afslørede, at det var en cancer tumor – og nu skulle der handles hurtigt.
Det var en dødsdom. Vi var overbevist om, at jeg ville dø.
Dødsdommen
”Det var en dødsdom. Vi var overbevist om, at jeg ville dø”.
Lettelsen efter afklaring blev hurtigt udskiftet med rædsel og usikkerhed, da lægerne på Odense Universitetshospital gav Mads’ familie besked.
”De sagde, at det var tarmkræft, som var så fremskreden, at de intet kunne gøre. Da de opdager det, havde jeg allerede en tumor i maven på størrelse med en mini håndbold. De åbnede mig op for at se, om de kunne fjerne tumoren, men den var filtret ind i alt inde i min mave. Så der havde de allerede besluttet sig for, at jeg ikke kom til at overleve. Og det er også det, de fortæller til min kone”.
Lægerne kunne ikke fjerne tumoren, men en biopsi skulle senere afsløre, at det var lymfekræft, og ikke tarmkræft, som Mads fejlede, og her er der gode behandlingsmuligheder. Skulderne blev sænket, men en helt ny virkelighed stod for døren. En virkelighed med en mand og en far med kræft.
”Så det gik lige fra, at jeg skulle sige farvel til mine børn til, at det skulle jeg ikke alligevel. Jeg tror, at det har mindet min familie om, at livet slutter på et tidspunkt. Jeg tror, at min søn er mindre udødelig, end hvis han ikke havde haft en far, som har været syg. Men det knyttede os sammen”.
En ny scanning på hospitalet skulle vise, hvor slemt det hele i virkeligheden stod til.
”Når man bliver scannet for det, som jeg fejlede, får man lavet sådan en PET-scanning, hvor man får sprøjtet noget radioaktivt stof igennem kroppen, som så hæfter sig til cancercellerne, så du kan se, hvor de er henne. Da jeg fik lavet den første scanning, lignede jeg en refleks. Det var fra halsen, ned gennem maven, ned i lysken og ud under armene – alt lyste”.
Behandlingen gik i gang, og selvom den virkede, og selvom medicinen gjorde Mads rask, blev han sygemeldt, og dommerjobbet blev helt sat på pause.
”Min behandling foregik fra december til marts med cirka fire måneder med kemobehandling hver 14. dag. Det er i den periode, hvor jeg gennemgår det her kras forløb. Foruden kemoen fik jeg en indsprøjtning, som skulle stimulere de hvide blodlegemer – for når du får kemobehandling, så slår du de hvide blodlegemer ned. I den forbindelse sagde lægerne til mig, at jeg ville få ondt i mine led og få influenza lignende symptomer. Jeg fik indsprøjtningen i maven, og så gik der præcis to timer, og så gjorde alt bare ondt. Jeg havde ondt helt ind i marven”.
”Der er mange, der ikke kan tåle det. Jeg tålte det hele, og stod alle behandlinger igennem uden at holde pause – og det var virkelig godt. Da jeg fik lavet scanningen efter tredje behandling, så var der ingenting, der lyste. Alt var væk. Så der kunne jeg regne ud, at behandlingen virkede”.
Men i de sidste behandlinger, Mads Hansen gennemgik, begyndte bivirkningerne at tage til, og helbredet blev udfordret.
”Til sidst var jeg ødelagt af det. Jeg var helt smadret. Behandlingen ødelagde en del af nervebanerne, så mine fingre og tær sov. Jeg kunne ikke knappe skjorter, og jeg følte, at jeg gik på vat. Det forsvandt først efter 3-4 måneder”.
Drømmen om at komme tilbage på banen og med i toppen af international håndbold igen var langt væk.
Tilbage til virkeligheden
Behandlingen var færdig i marts. Mads var rask, men kroppen var nedbrudt. Alligevel vidste Mads, at han bestemt ikke var færdig med håndbold. Viljen forsvandt aldrig. Viljen til at komme tilbage på toppen.
”Jeg kom først tilbage på arbejd i august- september. Der havde jeg 5-10 timer til at starte med. Og med det samme startede jeg også til håndbold igen”, fortæller Mads.
På banen igen, med fløjten i hånden og kortene i lommen. Mads var meldt rask, og kroppen var genopbygget til igen at klare presset på det stribede halvgulv. Mads havde fået lov til at få en stille indflyvning, og startede ud med træningskampe. Usikkerheden og forsigtigheden prøvede han at gemme væk indeni. Det var ikke fagligheden, der var blevet glemt eller løbet, som han ikke kunne følge med på. Det hele sad i hovedet.
”Det var svært, for det er jo os, der skal træffe nogle afgørende beslutninger og bestemme i sidste ende. Og pludselig kunne jeg godt mærke, at jeg fik sådan noget sympati noget, fordi jeg var ham, der havde været syg. Så der gik lige nogle måneder, hvor det var underligt”.
Tvivlen om det var det rigtige, har Mads aldrig stillet spørgsmålstegn ved. For som sportsmand har mål altid været en del af hans hverdag, og under et kræftforløb var det medårsag til, at han kom tilbage til det liv og den hverdag, han holdt så meget af.
”Jeg har brugt håndbolden som en katalysator for at komme tilbage og brugt sporten som et mål. Jeg går rigtig meget op i delmål. Har du et stort mål ude i horisonten, så må du bryde det ned til små mål og så forsøge at nå dem, ellers når du aldrig det store. Det gjorde jeg meget brug af. Det var derfor grænseoverskridende at komme ind på banen, men også en forløsning – det var det, jeg havde stræbt efter. Jeg tror, at mange andre mennesker også kunne bruge mål, selvom de ikke er sportsudøvere. Det kunne være hvad som helst, et job, en fritidsinteresse eller et mål om, at du vil blive bedre socialt”.
Som vi sidder der, og jeg overvejer mit næste spørgsmål, tikker der en sms ind på Mads’ telefon. En invitation til at dømme en Champions League kamp mellem Porto og Barcelona. En drømmekramp. Mads læser højt, men placerer igen hurtigt mobilen på bordet. Det behøver han ikke svare på lige nu.
Vi sidder omkredset af den søde duft af ristede kaffebønner, indkapslet af lyden fra den smukke kafferister som pryder det ellers meget rå lokale. Det har altid fascineret mig, hvordan mennesker gennem en kop kaffe kan begynde at se verden forandre sig. Måske mest for et B-menneske en tidlig mandag morgen, men nogle gange får vi andre også noget helt andet med jo længere, vi bevæger os ned gennem kaffen.
”Jeg har ikke lagt hele mit liv om efter, at jeg har haft kræft. Men en af de største ændringer har været fokusset på ikke altid at skulle have noget igen. Når du og jeg eksempelvis sidder og snakker her. Så er det ikke fordi, at jeg har en forventning om at få noget fra dig”, fortæller Mads.
Mads trækker igen tråde til der, hvor hele hans håndboldopvækst startede. I frivilligheden i håndboldhallen. I perspektivet fra en livstruende sygdom falder hans måde at se livet på tilbage på den foreningskultur, som opdragede ham, men som igennem voksenlivet blev glemt i en travl hverdag, bleskift og drømme dommerjobbet.
”Frivillighed er under pres i Danmark. Vi har altid en forventning om, at vi skal have noget tilbage. Jeg vil gerne gøre noget, fordi det gør noget godt for nogle andre. Jeg elsker frivillighed, og at vi indimellem dropper at skulle have noget igen, og bare gør noget, der gør noget godt”.
At ville kontrollere det ukontrollerbare
Med et forandret syn på hverdagens små handlinger skiftede Mads Hansen i 2021 jobbet som key account manager i KMD ud med livet som selvstændig, og gik fuldtid i virksomheden Cocuura. En virksomhed, han sammen med hans partner, Lena Boel, startede op. Cocuura er sat i verden for at komme berøringsangst til livs på landets arbejdspladser og institutioner. Mads og Lena har skabt et digitalt læringsunivers, som skal hjælpe med en åben og ærlig kultur. Et sted Mads Hansen ikke ville være havnet, hvis ikke han havde haft kræft. Og lige netop det med tilfældigheder har Mads lært at acceptere og endda vende den værste tilfældighed til en positiv oplevelse.
”Jeg er blevet bevidst om, at der er mange tilfældigheder, som kommer til at definere vores liv. Når nogle siger; du også heldig, at du overlevede en kræftsygdom, så siger jeg; nej, jeg har bare fået den rigtige medicin – det er derfor, at jeg overlevede. Så jeg tror ikke på de højere magter. Men alligevel så skaber det nok en anden forståelse for, hvad livet er og en forståelse af tilfældighed”.
I sporten lærer vi tit, at hvis der er noget, som ikke går din vej, så kan du selv gøre noget ved det. Derfor kan ukontrollerbarheden, for en sportsmand, som altid har været i kontrol, være vanskelig at håndtere. Og med sygdom og kræft, er der bare mange ting, som vi ikke er herre over.
”Du skal ikke tage det, som om det er din egen skyld, at du får kræft. For det er det ikke. Du skal ikke tage den der skyld og så tænke – det også fordi jeg gik, og var lidt stresset – nej for det var ikke derfor, at du fik kræft. Det er der bare mange, der burde se. For mange går med den tanke, at de selv er ansvarlige. Men i forhold til kræft er der så meget, som vi ikke kan styre”.
På vej ud ad døren, igen iført den blå og hvide adidas jakke, når jeg lige at få indskudt: ”Skal du så dømme den håndboldkamp?” Og det skal Mads – hvis det altså passer ind i hans families prioriteter – og hvis der ikke kommer andre tilfældigheder, så planerne ændres.
