I de seneste mange oplæg, jeg har holdt, har jeg medbragt et slide med bud (teser) på fire overordnede udviklingstendenser på idrætsområdet omhandlende organisering, faciliteter, målgrupper og aktiviteter:
- Organisering: fra opdelte organiseringsformer til organiseringshybrider
- Faciliteter: fra idrætshaller, specialfaciliteter og opstregning til fokus på samspil mellem inde og ude og flydende grænser
- Målgrupper: Fra børn- og ungefokus til livsfasefokus til fokus på familieidræt og særlige (sårbare) målgrupper
- Aktiviteter: Fra specifikt aktivitetsfokus til bredere bevægelsesfokus, blandingsformer og kreativitet og leg.
Hver udviklingstendens kræver en uddybning, men her vil jeg dvæle lidt ved organiseringstendenserne. Jeg ser flere tegn på udvikling af, hvad jeg kalder for organiseringshybrider:
Jeg benævner tendensen i evalueringen af Den Nationale Platform for Gadeidræt, hvor mange af gadeidrætsaktørerne har tendens til at samarbejde om events, aktiviteter og projektudvikling på tværs af foreninger, selvstændige aktører, privatpersoner, kommunale aktører, skoler/ungdomsskoler og øvrige institutioner. Her foregår altså samarbejder på kryds og tværs, og ofte er de samme personer involveret i gadeidræt på flere måder som selvstændigt erhvervsdrivende, som frivillige ildsjæle og som stiftere af foreninger.
Ifølge idrætsvaneundersøgelserne ser man, at befolkningen typisk organiserer sig i flere forskellige sammenhænge. I 2020 angav 2 pct. af voksenbefolkningen og 0 pct. (!!) af 16-19-årige udelukkende at være organiseret i foreningsregi. I stedet er tendensen, at man både dyrker foreningsaktiviteter, selvorganiserede aktiviteter og/eller fitness i kommercielt regi (Rask et al., 2020).
En særlig corona-kohorte gennemført af Idan, hvor de samme personer er blevet spurgt til deres idrætsvaner med jævne mellemrum i løbet af coronatiden viser, at især de danskere, der kun havde tilknytning til én organiseringsform forud for coronanedlukningen, var mere tilbøjelige til at stoppe med at dyrke motion under lockdown (Eske, 2021). Det var altså mere ‘skrøbeligt’ kun at have én måde at organisere sin idræt på.
Dertil viste en undersøgelse af over 2.500 gymnasieelever, som Henrik Brandt og undertegnede gennemførte under lockdown i april 2020, at uformelle motionsformer vandt frem, og at gymnasieelever pludselig dyrkede uformelle idrætsaktiviteter med kæresten, med familien, med vennerne i parken eller via online inspiration. Det var især tiltalende for de gymnasiepiger, som ikke dyrkede sport eller motion forud for coronakrisen. Her var altså en læring og en tendens, som var værd at hæfte sig ved – også i en tid efter corona.
I oktober 2021 har Idan gennemført en idrætsvaneundersøgelse lokalt i Fredericia Kommune. Her viste en lang række svar i åbne svarkategorier fra 16-25 årige, at de havde gjort brug af et udendørs træningsområde ved Fredericia Sundhedscenter, og de unge formulerede med egne ord, at det havde været et godt sted og en god mulighed for at motionere under corona lockdown. Altså en underbygning af befolkningens efterspørgsel efter udendørs, uformelle motionsformer. Samtidig efterspørger især de unge motionstilbud for uøvede/nybegyndere. Det er faktisk den næststørste årsag, som de ikke-idrætsaktive unge 16-19-årige nævner kunne gøre det lettere for dem at starte på regelmæssig idrætsdeltagelse.
Spørgsmålet er nu, hvordan de etablerede foreningsaktører formår at komme (endnu) tættere på det uformelle ved at supplere den eksisterende håndbold-, fodboldtræning eller andre specifikke idrætsgrene med et lag af motion, som mere uformelt gør idræt og bevægelse tilgængelig både kropsligt og organiseringsmæssigt i dagligdagen.
I Aarhus Crossfit – som jo egentlig er et kommercielt træningscenter, har de taget initiativ til at stifte en forening for sårbare unge i samarbejde med Kirkens Korshær. Det har de gjort, fordi de brænder for at udnytte deres kompetencer og kvaliteter i arbejdet med unge på kanten. Men hvordan understøtter man sådan en konstellation af kommercielt arbejde, frivilligt foreningsarbejde og socialt arbejde kommunalt uden, at det clasher mellem de kommunale støttestrukturer?
Idan Forum holdt fredag d. 20. nov. et webinar i samarbejde med KL om idrætsvanedata særlig henvendt til kommuner. Idan rejste spørgsmålet om, hvordan kommunerne bedst kan understøtte arbejdet med organiseringshybrider i fremtiden? Min umiddelbare fornemmelse er, at organiseringshybrider – eller blandingsformer mellem formelt vs. uformelt, forening vs. kommercielt og folkeoplysning vs. frivilligt socialt arbejde udfordrer kommunerne i forhold til, hvilke tilskud og forvaltninger der skal indover.
Det er interessant og måske også et paradoks i forlængelse af, at mange fonde faktisk hylder organiseringshybriderne og i mange tilfælde kræver, at foreninger, kommuner og andre aktører laver tværgående samarbejder i udviklingen af nye projekter.
Oplever du organiseringshybrider i dit arbejde, og er det noget, som skaber udfordringer i forvaltningen af området?
