Få artiklen læst op
Året 2000. Ved siden af det røde murstenshus med de sprossede vinduer, på en ujævn græsplæne, løber Rune Lind rundt med sine to brødre. Iført det ikoniske rød- og blåstribet Barcelonasæt sparker Rune bolden mod det gamle træ mål med det grønne net. Det er de to yngre brødre mod ham. Han trækker bolden med tilbage med foden, stopper op, dribler, finter og – leger. Glæden, smilet og friheden fylder hver en krog af haven. Runes forældre står på sidelinjen og oplever i små segmenter deres dreng overgive sig til fantasien. De er ikke i tvivl om, at han i korte glimt forsvinder fra baghaven i Bramming, og befinder sig lige der midt på Camp Nou. I overtid. I sæsonens vigtigste kamp. De smiler og glæder sig over, at deres 15-årige søn, der lige er blevet udnævnt som et af Danmarks største fodboldtalenter, stadig lader sig drive af en kæmpe lyst og glæde ved spillet.
Denne artikel og podcast handler om eksponering, talentudvikling og forældre-klub samarbejdet. Samtidig portrætteres Rune Lind, den tidligere U15 landsholdsspiller, som har lagt fodboldstøvlerne på hylden, og i dag arbejder i krydsfeltet mellem fodbold og forskning til gavn for udviklingen af sporten og spillerne.
For tyve år siden, i 2001, rullede TV2-serien: Talenterne for første gang over skærmen i de danske TV-stuer. Dokumentaren fulgte udvalgte talenter fra årgangen 1985, som alle var udtaget til Danmarks yngste fodboldlandshold, U15-landsholdet. Efter cirka 12 minutter af det første afsnit bliver den høje unge angriber, Rune Lind, præsenteret. Han var juniorligaens topscorer, og spillede til dagligt i Vejle Boldklub. Gennem programmet kom Rune til at dele hans fodboldrejse med over en million seere. Ingen havde på daværende tidspunkt forudset, at programmet ville blive så populært. De mange nye indtryk var for teenageren svære at navigere i, og deltagelsen medførte en følelsesmæssig rutsjebanetur for den unge fodboldspiller. Efter programmet oplevede Rune at sidde på perronen ved Bramming station – på vej til fodboldtræning – og pludselig skulle skrive autografer til yngre fans. Samtidig blev han kaldt navne og kastet flasker efter i byen. Der var mange meninger om Danmarks nye fodboldhåb.
”Som offentlig person bliver man hele tiden direkte eller indirekte bevidstgjort om andre menneskers mening om en, og det kan være svært – specielt som teenager, hvor du først lige er ved at finde ud af, hvem du selv er. Jeg tillagde mig hurtigt en facade og et filter for at beskytte mig selv, hvor jeg prøvede at være venlig, men samtidig prøvede at lade vær med at lytte til alt folk sagde,” husker Rune.
Men brugen af et filter kan gøre det svært at nå igennem til en ung mand.
”For mig gik der meget tid med at prøve at lære, hvilken information jeg skulle sortere fra. Nogle gange kom der helt sikkert et beskyttende filter op, som kom i vejen for faglig god information og feedback fra dygtige mennesker omkring mig. Men det var svært at finde ud af, hvornår jeg skulle lytte, og hvornår jeg ikke skulle, da fodboldspilleren Rune og mennesket Rune var smeltet sammen. Derfor blev jeg utrolig sårbar overfor kritik.”
Men selvom rejsen til tider var hård, fortryder Rune ikke sin deltagelse i Talenterne.
”Enhver proces giver en masse læring, og det har påvirket den retning, som jeg er gået i. Derfor vil jeg aldrig fortryde, de valg jeg tog,” forklarer Rune Lind i dag.
Alligevel vil Rune ikke takke ja, hvis hans søn blev tilbudt at være med i en lignende TV-dokumentar. Grunden skal findes i spændingsfeltet mellem personlig trivsel og talentudvikling.
Året 2000. Den 17. juni 2000 mødes de bedste spillere fra den talentfulde årgang 1985 til et fodboldstævne i Vejle. Den daværende ungdomslandstræner, Hans Bruun Larsen, er mødt op for at danne sig et billede af de unge talenters kvaliteter. Hvem skal med på landsholdet – og hvem skal ikke? Foruden landstræneren, er talentspejdere, forældre og et kamerahold klar på lægterne til at heppe, støtte og vurdere hver enkelt spiller.
Startfløjten lyder, og spillet er i gang.
Runes forældre er taget fra Bramming til Vejle for at bakke deres søn op i kampen om at komme i den rød-hvide landsholdstrøje. De små gentagende sammentrækningerne i Runes forældres ansigter vidner om, at spillet ikke fungerer for deres søn. Mistede bolde og missede chancer. Frustrationerne ses tydeligt i den unge spillers bevægelser.
Rune tæmmer bolden med brystet, så den, i en sikker bevægelse, falder ned foran hans fødder. Han får elegant snoet sig udenom modstanderen på vej frem i banen. I takt med at Rune nærmer sig feltet, bevæger publikum sig længere og længere ud på kanten af bænkene. Med brystet direkte mod mål trækker Rune, i en kraftanstrengelse, sin højre fod tilbage.
Spændingen bygges op fra tilskuerne, og i et kort sekund føles det, som om alting er gået i stå. Indtil foden bliver ført fremad, og rammer bolden…. Forbi mål….
Rune får et nyt forsøg, og igen ryger bolden forbi, igen og igen.
Ovenstående scene er fra TV2 dokumentaren, og et misvisende et af slagsen, hvis du spørg Rune Lind.
”For mig er Talenterne og dette afsnit et eksempel på det ekstra pres, som deltagelsen i TV skabte. Mindre gode aktioner i kampe blev forstørret, for at skabe en dramaturgi med op- og nedture. I fodbold er det dog en meget naturlig proces, og særligt for yngre spillere, at de svinger meget i deres præstation, og dermed er der ikke noget dramatisk i det. Men for mig er dette et eksempel på, hvordan en naturlig del af det at være et ungt fodboldtalent, bliver sat på spidsen med alle de lyd- og visuelle effekter, som god TV kræver. For mig blev der lige pludselig sået en tvivl om min egen opfattelse og min egen virkelighed, da TV-fortællingen på mange måde divergerede herfra eller forstærkede de følelsesmæssige negative effekter. Jeg kom nok til at blande tingene sammen og begyndte at tro på denne sammenkogte fortælling om, hvor dramatisk følelsesmæssigt det hele var.”
2008-2010: Greve IF
Samlet set gik Vejlestævnet godt for Rune, og han kom med på landsholdet med årgangen ældre end hans egen. Den store fodboldmæssige udfordring kom først efter udsendelsen.
”Jeg blev opmærksom på hver en lille detalje, jeg gjorde forkert, da den blev fremhævet og vist gentagende gange i dokumentaren, og jeg fik ikke snakket med andre om, hvad det egentlig gjorde ved mig at se det. Da jeg hele tiden følte, at jeg blev konfronteret med de fejl jeg lavede, selvom de i virkeligheden ikke var så store, så følte jeg et pres for at arbejde endnu hårde og lykkes. Muligvis fordi jeg er så perfektionistisk, som jeg er.”
Runes fodboldkarriere toppede i årene lige efter udsendelsen, og selvom det var skader som definitivt blev årsagen til hans exit fra banen, tror Rune at det mentale press var en stor medårsag til, at han aldrig fandt ud af, om hans fodboldmæssige potentiale faktisk var stort nok til at gå hele vejen.
”Jeg arbejde benhårdt for at lykkes, og måske for hårdt. Jeg ville det så meget, at mit spændingsniveau altid var for højt, og præstationerne udeblev. Jeg trænede og trænede for at forbedre mig, men når jeg spillede, blev det alligevel altid lidt forkrampet. Efter et par år, hvor tingen ikke helt spillede, oplevede jeg en lille snært af succes i Næstved BK. Her følte jeg mig fri, og så kom lysten, motivation og glæden til spillet tilbage.”
Rune havde på det tidspunkt i Næstved BK, seks år efter udsendelsen blev vist, fået mere styr på sine tanker, og havde fået glæden og lysten til at spille fodbold tilbage. I Næstved BK spillede han fodbold – fordi det var sjovt.
Hvem skaber presset?
Den dag i dag, fortæller Rune at ”med et stort talent følger et stort forventningspres. Bliver du eksponeret og en offentlig person, stiger presset.”
I de spæde teenageår jonglerede Rune både med fodbolden, identiteten og et tv-kamera. En for tung byrde på de ikke færdigudvokset skuldre. For hvem var Rune egentlig som menneske og som fodboldspiller, når alle pludselig satte ham i boks, og definerede ham? I en tid hvor sociale medier ikke var hverdagskost, manglede Rune en hjælpende hånd.
”Jeg skulle have haft hjælp til at håndtere konsekvenserne af at være en del af medieverdenen. Eksponering og det ydre pres var ikke noget, vi blev rustet til som unge spillere dengang i talentudviklingen.”
Forventningspresset og uroen er en vigtig grund til, at Rune ikke ønsker, at sin egen dreng skal igennem samme mediemølle, som han selv var.
Så hvis verden en dag skulle se på Runes søn som et kæmpe fodboldtalent, vil Rune blive ved med at se en lille dreng, der med ro skal have lov til at udvikle sig som menneske og fodboldspiller. Den chance skal ikke spildes.
Talentudvikling
Året 2021. Runes søn er kun ni år gammel. Han selv var 15 år, da optagelserne til Talenter blev lavet. Udviklingsmæssigt står han et helt andet sted, end Rune selv gjorde, da han blev en offentlig person. Men selvom alderen ikke kan sammenlignes, er årsgagen til et nej til kameraet i hjemmet den samme – fodbold for børn skal være et frirum og ikke et job med en forventning om at præstere.
”Fodbold for børn skal være frisættende, anerkendende, sjovt og fyldt med glæde til spillet. På den måde vil børn få den stærkeste drivkraft til at dygtiggøre sig og mest solide personlige fundament for at håndtere senere op og ned ture. Alt for mange faste strukturer, låste roller og højt forventningspres tidligt i ens fodboldkarriere er ikke for alle. Bliver der tilmed placerer et kamera i ryggen på dig, vil det ikke gavne særligt mange børn eller unge og heller ikke min egen dreng – hvis det skulle blive relevant, når han blev ældre. Jeg kender mig selv, og jeg ser mange ting af mig i ham, så det vil være et unødvendigt stressmoment for ham.”
Når Rune kigger på sin søn, og står overfor et valg angående hans hverdag, vil den indre motivation altid være målet og legen vejen dertil.
”At nå toppen kræver meget træning, men man skal passe på, når man går ind i den struktureret systematisk træning, at børn ikke mister lysten til spillet. Jeg tror på, at de gode talentmiljøer er dem som integrerer legen, og at vi skal ”systematisere” den fri leg, så børn i klubberne får nogle rammer til at lege frit og være kreative med bolden.”
Mulighederne i baghaven
Det er ikke kun Rune, som tror på, at talentudviklingen for børn og unge skal drives af lyst og leg. Der er ifølge Aalborg Universitets lektor og forsker i spil- og talentudvikling på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Niels Nygaard Rossing, sket et paradigmeskift i opfattelsen af talentudvikling de seneste år. Her er hård struktureret målrettet træning på vej ud til fordel for den selvorganiserede legende træning. En god retning, hvis du spørg forskeren.
”Børn har andre muligheder ude i haven, og der er ikke noget, som er rigtig eller forkert. Og ens kreative færdigheder bliver styrket og de færdigheder, som de synes er mest spændende, kan de bruge tid på.”
Foruden at være forsker i talentudvikling er Niels Rossing selv far, og står med samme overvejelser omkring sine egne børns opvækst i sportsmiljøer.
”Som forælder vil jeg ikke ødelægge mulighederne for at mine børn kan nå langt indenfor sport, men jeg vil ikke gå på komprimis med deres trivsel på kort og lang sigt, og det kan være bivirkninger ved den hårde struktureret træning fem gange om ugen. Vi er blevet lidt forblændet af, at øvelse gør mester.”
10.000 timers reglen.
Mange er vokset op med, at skal du blive rigtig god, skal du træne 10.000 timer. Det var Anders Ericsson, en svensk kognitiv psykolog, som introducerede verden til det, vi i dag kender som 10.000 timers reglen. Han var blandt de første forskere som satte spørgsmålstegn ved, hvad der adskiller de personer, som er dygtige til en bestemt færdighed fra dem, som når et internationalt niveau. I søgen efter svar udarbejdede Professor Ericsson, i samarbejde med kollegaerne Ralf Krampe og Clemens Tesch-Römer, hans i dag bedst kendte studie. Studiet blev publiceret tilbage i 1993 i det videnskabelige tidsskrift Psychological Review. Omdrejningspunktet var violinister fra et musikakademi i Vestberlin. De musikstuderende blev opdelt i tre grupper: De bedte violister, som var udvalgte violinstuderende, der havde potentiale til en karriere som international solist. Professorerne på akademiet udnævnte også den anden gruppe, som var bestående af gode violinister. Sidste gruppe var violinister, som planlagde at blive musikundervisere, og var kommet ind på akademiet under lavere optagelseskrav.
”Børn behøver ikke træne fodbold hele tiden. Det at spille ishockey betyder også noget. Det vil ikke forringe deres muligheder for at blive elitesportsudøvere.”
Igennem tre interview med samtlige af deltagerne samt dagbogsrapportering, opdagede de, at de elever, som ville være undervisere, i gennemsnit havde omkring 3.000 timers øvelse fra de startede med at spille violin til, at de blev 18 år. De gode violinister havde omkring 5.000, og de bedste havde lidt over 7.000 timers øvelse. På denne baggrund konkludere de, at det er træningstimer, og ikke medfødt talent, som adskiller de ekstraordinære kunstnere fra de ordinære. Og skal du helt op på et professionelt niveau, så skal der 10.000 timers træning til. Ericsson og hans kollegaer sammenlignede nemlig efterfølgende de bedste violinister med allerede professionelle solister, og forskellen her var også antallet af timer i træningslokalet. De samme resultater indenfor klaver, tennis, svømning og langdistanceløb er blevet fundet af andre forskere.
Niels Rossing fortæller, at det er denne tankegang mange trænere i de lokale klubber bliver inspireret af, og afkastet er ikke nødvendigvis godt for børnefodbolden.
”Der foregår en dominoeffekt rundt omkring i klubberne. Når nogle klubber begynder at træne mere og mere intensivt, så gør andre også. Så udvikler nogle af børnene sig måske nu og her, men på lang sigt vil det ikke have en effekt. Derimod giver den målrettet talentudvikling risiko for at miste motivationen”.
Foruden de mange timer, påpeger Ericsson i sit studie, at det ikke er ligegyldigt, hvordan træningen er skruet sammen. At træne alene er ikke det samme som en træning med en træner. For at nå toppen er målrettet træning og relevant feedback helt essentielt. Han bruger begrebet deliberate practice, oftest oversat ”bevidst målrettet træning”. Det lykkedes altså Ericsson og hans kollegaer at bevise, at det ikke kun handlede om en stor mængde træning, men at jo bedre du er til din sport, jo mere struktureret, bevidst og målrettet træning skal der til for, at du forbedrer dig. I den effektive form for træning, deliberate practice, spiller træneren en hovedrolle, og styrer alle processoren. Og skal, i samarbejde med atleten, intensivt arbejde på at forbedre et eller flere af atletens egenskaber. Derved emmer hans studie af, at en tidlig specialisering i en sport er vigtigt, hvis du vil op på et eliteniveau. Men dykker man længere ned i hans studier, så fremkommer der nogle lidt andre pointer.1
Talentudviklingen i dag
Frem til i dag er der blevet forsket endnu mere i talentudvikling. Og selvom de 10.000 timers træning for opnåelse af ekspertise stadig sidder i folks bevidsthed, og har afspejlet den måde, som talentudviklingen i sport er blevet struktureret på, så er tingene og mindsettet begyndt at ændre sig. En af forskerne bag dette paradigmeskift er Jean Côté.
I modsætning til Ericsson var omdrejningspunktet i Côtés studier holdsportsgrene såsom ishockey og basketball. Her fandt han og nogle af hans kollegaer ud af, at eliteudøverne ikke havde 10.000 timers træning, i selskab med en træner, med i bagagen. De havde nærmere 3.500-5000 timer, og det var nogle helt andre ting, som adskilte topatleter fra andre atleter. Hovedingrediensen var engagement. De atleter, som udgjorde eliten, var dem, som dyrkerede meget selvorganiseret træning. Altså træningen i skolegården og i haven. Samtidig var der noget der tydet på, at topatleterne faktisk havde prøvet mange forskellige sportsgrene og først senere specialiserede sig i kun en.
Pointerne fra Jean Côté bliver bakket op af Niels Rossing:
”Børn behøver ikke træne fodbold hele tiden. Det at spille ishockey betyder også noget. Det vil ikke forringe deres muligheder for at blive elitesportsudøvere.”
Ingredienserne, ifølge Côté og Rossing, er indre motivation, legen og glæden ved sporten, som skal findes i en mere løs og selvstyrende træning.2
Et spadestik dybere
Så tog Ericsson fejl? Måske er det eneste, der er sikkert, at vi ikke ved noget med 100% sikkerhed, og at alle børn er forskellige? Vi ved at gentage øvelser i sporten, kunsten eller videnskaben, er godt givet ud i forhold til at inkorporere færdighederne i ens hukommelse og krop. Det er der sådan set konsensus omkring. Så ekspertise kræver træning, men først og fremmest kræver det motivation, og her er vores to forskere helt enige.
I Ericssons studie forklarede han nemlig også, at aktiviteten skal starte med legen, og først senere i individernes udvikling skal der puttes mere og mere struktureret træning på. Dertil tilføjer han, at en af de vigtige ting, i alle faserne af talentudvikling, er, at udøveren får støtte fra det ydre miljø. Forældre, undervisere og institutionerne er nøgleelementer. For inden den struktureret træning skal igangsættes, er ens motivation og engagement altafgørende. Har du ikke motivationen for aktiviteten, så sker forbedringen af ydeevnen ikke. Og motivation kommer helt indefra, men også i høj grad udefra.
Året 2021. I sin Paris Saint-Germain trøje og med sin fodbold under armen, står Runes dreng i entreen. På vej ud i haven. Rune betragter sin søn velvidende, at i dag skulle han have været til træning i den lokale klub. Men lysten var der ikke. Alligevel blev hans aften brugt på den grønne græsplæne sammen med sin far, hvor de jonglerer, dribler, laver tricks og leger.
”Han skal gøre det, som er rigtigt for ham.”
Motivationen er det altafgørende, og fodbold for familien Lind er meget mere end et spil. Fodbolden er et sted, hvor man kan gøre sig fri og udtrykke sig. Fodbolden er en leg, og vi må aldrig stoppe med at lege.
Se dokumentaren Talenterne
På grund af mange skader blev drømmen om at leve af at spille fodbold aldrig en realitet for Rune Lind. I podcasten kan du høre meget mere om, hvad Rune som sportsmand tager med sig i sit arbejdsliv, og hvilket råd han vil give til andre unge talenter.
RUNE OPFORDRER TIL AT LÆSE OG LYTTE MED
Hvis du interesserer dig for fodbold, børn, talentudvikling eller bare så Talenterne på TV2 omkring millenium, og du tænker, hvad skete der egentlig – så lyt til podcasten og læs artiklen.
- Ericsson, K. A., Krampe, R. T., & Tesch-Römer, C. (1993). The role of deliberate practice in the acquisition of expert performance.Psychological Review, 100(3), 363-406. doi:http://dx.doi.org.ez.statsbiblioteket.dk:2048/10.1037/0033-295X.100.3.363
- Henriksen, K. (2011). Talentudviklingsmiljøer i verdensklasse. 1. udgave. KBH: Dansk Psykologisk Forlag.
