Hverdagen i OL-byen
”OL-byen er lidt en kunstig verden. Skøjtekonkurrencen er som alle andre skøjtekonkurrencer: Det er de samme folk, vi konkurrerer imod, det er de samme discipliner, og det er på mange måder ligesom et World Cup. Men det er alt det rundt om, der gør det til noget andet, og gør det anderledes. Fortæller Stefan og uddyber:
Kina gør det på den kinesiske måde, og det er stort og pompøst. Der går enheder af cirka 50 mand rundt i militærtøj og marcherer i takt. Det er spændende at se en OL-by indefra i en sådan historisk tid, som vi er i nu. Men det også lidt specielt. De har jo skabt et lille minisamfund her på cirka en kilometer i diameter. Du er hegnet ind og ser nærmest kun hotellet og arenaen. Jeg har eksempelvis altid elsket at tage en rolig cykeltur ud for at se området. Så ser man det typsik for det, det er, og ikke for det kunstige set-up, som man bliver præsenteret for. Det er der ingen mulighed for her.”
Træning
”Jeg har cirka to daglige træningspas. En træning på is og så typisk en cykeltræning eller en gang imellem en styrketræning. Man kan sige, den træning på isen skal være den med højest kvalitet, og det er svært på is-skøjter at lave en træning med kvalitet udover en time nærmest. Det er også derfor, at vi tager flere træningstimer, hvoraf nogle af de mere lavintense er på cyklen for at gøre benene klar. Dem på isen er mere intense og kvalitetstræning, kan man sige, hvor det andet er mere kvantitet.”
Hvad er dine forventninger til løbet?
”Til sidste OL syntes jeg, at jeg præsterede ved at komme i finalen. Når man så kommer i finalen, er der muligheder. Sidste gang kørte jeg med de kort, jeg havde på hånden, og efter fire år vil jeg selvfølgelig gerne have en finaleplads igen. Så hvis jeg kommer i finalen, håber jeg at køre op til det niveau, jeg synes, jeg har nu. Hvis løbet passer mig, kan jeg køre med de bedste i verden. Det håber jeg på, og det kører jeg efter.
Et løb, der passer Stefan Due, foregår således: Løbet skal være et hurtigt løb og et hårdt løb. Så skal det helst være en reduceret gruppe til en massespurt. Det ville være det mest perfekte. Jeg er god, når det har været hårdt, og der så er mange tilbage, der ikke kan sprinte mere. Så vil jeg typisk være en af de bedste der.”
Danmark er repræsenteret med to speedskatere ved vinterlegene i Beijing. Viktor Hald Thorup har allerede været på isen, mens Stefan Due er med i sit første race den 19. februar. Selvom de to danskere dyrker den samme sport, har de vidt forskellige forcer og præferencer:
”Min holdkammerat, Viktor, og jeg er meget forskellige atleter. Viktor skal helst komme ud i et tidligt udbrud. Vi kører hver vores semifinale, og i finalen håber vi, at vi begge står – som vi gjorde det for fire år siden. Men det er svært at komme i finalen. Sidste OL var der kun tre hold, der havde to i finalen, alle andre var alene. Så hvis det sker igen, kan vi bruge hinanden lidt, fordi vi er forskellige typer.”
Påvirker det dig at være i det her ”lukkede samfund”?
”Jeg tror, når mange ser skøjteløb, er det kun, når der er OL, og så ser de et fyldt stadion. Men de fleste af de haller, vi kører konkurrencer i, er også de haller, vi træner i, og der er de jo tomme. Samtidig er hallerne normalt ikke særligt fyldte. Så på den måde føles det ikke så anderledes. Men du kan godt mærke, når Kina gerne vil være pompøse og har bygget et stadion til 12.000 mennesker, og de så fylder det op med 200 kinesere, der er blevet forhåndsgodkendt til at sidde på de tribuner. Så føles det ekstra tomt. Sådan er det med mange af venues her, og selvfølgelig er det anderledes end de tidligere OL. Men det er ikke så anderledes fra vores hverdag i virkeligheden. Og lige så snart, at jeg konkurrerer, så er det løbet. Jeg har et tunnelsyn, og så kan man ikke rigtig se andet alligevel. Så på den måde gør det ikke noget for mig, selvom det selvfølgelig er sjovt at køre foran mange mennesker.
Det der betyder mest for mig, er ikke om, der sidder 12.000 eller 200 kinesere. Det handler mere om, hvem der sidder der. Ved sidste OL var min mor med. Hun kunne sidde på tribunen, og jeg kunne tage hende med ind i OL-byen. Min far var ikke med sidste gang, og vi havde snakket om, hvis jeg skulle til OL igen, skulle han med. Så at de ikke kan være her, er langt sværere for mig.”
Din bror, Philip, var også meget tæt på at komme med til OL. Hvordan er det, at han ikke kom med?
”Vi var tæt på at kvalificere os begge to til dette OL, men det var Viktor og jeg, der fik de to pladser. Philip og jeg havde en diskussion, om han skulle have en akkreditering og komme med ind i OL-byen som substitut, da han havde olympisk kravtid, og at han kunne være reserve for enten Viktor eller jeg, hvis en af os blev skadet eller fik corona. Så det var meget tæt på, at Philip også kom med. Men det må blive om fire år.”
Stefan fortæller videre om, hvordan kvalifikationen til et vinter-OL forløber:
”På massestarten, som jeg skal køre, havde vi kvalificeret to personer, og det er maksimum. Men så kørte vi også en holdforfølgelse, tilsvarende banecykling, hvor vi kører fire samtidigt. På skøjter hedder disciplinen Team Pursuit, hvor der kun er tre, der kører. Så til World Cup’en kørte min bror, Viktor og jeg, og vi endte på verdensranglisten som nummer 10. Men vi missede OL-kvalifikationen med seks tiendedele. Det er et langt løb, så seks tiendedele er marginaler. Derfor gjorde det ekstra ondt, at vi ikke endte med den drøm, som vi har haft gennem hele vores liv: At vi kunne stå sammen til OL som brødre. Det vil være helt unikt.
Det sociale i den danske lejr og deltagerne imellem
Som seere til store sportsbegivenheder hører vi ofte om sammenholdet uden for banen – både i den nationale lejr, internt i en disciplin og på tværs af sportsgrene og nationaliteter. I Beijing stiller Danmark med den største OL-gruppe til vinterlegene nogensinde, men pandemien har en betydning for fællesskabet:
”Sidste gang var det kun de to curling-hold, vi var sammen med, og de spillede rigtig mange kampe. Der var ikke mange danskere. Så det er en meget mærkelig oplevelse for mig at være til det her OL, hvor der bare er danske jakker over det hele. Men vi har holdt os meget isoleret alligevel. Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan være så sociale.
Det er altid fedt at høre om andre sportsgrene. Du snakker jo med folk, som er nørder til det, de laver, og de elsker det, de laver. Det er jo altid interessant at høre noget af det, man ikke ved noget om, fra folk der virkelig er dygtige til det.”
Du har genoptaget dit studie under OL, hvordan kan det være?
”Jeg har taget det maksimale af orlov, jeg kunne, og jeg skulle derfor starte op igen nu. Jeg har brug for min SU for, at det også kan fungere i mit liv. Jeg har en smule støtte – eksempelvis fra Team Danmark. Det kan gøre, at jeg kan betale mine udgifter til træningslejre, konkurrencer og udstyr. Men studie og SU er stadig en af de brikker, der skal til, for at jeg kan få til at løbe rundt, og jeg har brug for alle brikkerne. Heldigvis er det kun halv tid, og det er online, så jeg ikke skal gå for meget på kompromis med det sportslige.
Studiet har altid været en ting, der har givet mig lidt mere i mit liv, end kun sporten. Så det er en nødvendighed, da jeg efter min karriere skal have noget at falde tilbage på. For den dag, jeg er færdig med speedskating, skal jeg finde en anden måde at have til dagen og vejen.
Vi har nogle helt andre vilkår end eksempelvis de norske eller en hollandske skøjteløber, det er meget anderledes end den vej, vi danske speedskatere skal tage.”
Sport sætter tingene lidt på spidsen. Det er nogle universelle tanker, og det er også derfor, at jeg tror, der er noget i elitesport, som man kan bruge resten af livet.
Passion frem for økonomien
I forlængelse af vilkårene for danske speedskatere, og hvad han vil efter sporten, fortæller Stefan om forholdet mellem passion og økonomi:
”Jeg har altid skullet spørge mig selv: Er jeg nok passioneret omkring det til at give det alt og fortsætte det? Det har aldrig været et spørgsmål, om jeg overhovedet kunne lide sporten og gjorde det for økonomien. Det har ikke været en mulighed. Jeg har altid elsket sporten, fordi det er den, der har været at elske.”
”Jeg tror, at en af de gode ting, der er kommet ud af det, er, at jeg ikke er i tvivl om, at jeg gør det her i dag, fordi jeg elsker det. Jeg føler ikke, at jeg skal gå på kompromis, tage fravalg og prioritere, for jeg nyder sporten og hverdagen i sporten. Jeg tror, det er blevet meget tydeligt under pandemien, hvor nogle atleter har fået frataget deres ydre motivation ved ikke at have haft kampe og få anerkendelse udefra.”
Samtidigt med, at Stefan sætter ord på sin passion, understreger han også, at sporten er en investering med både op- og nedture på kurven:
”Jeg har altid været en meget procesorienteret atlet, og jeg elsker at udfordre mig selv og lære mig selv bedre at kende gennem min sport. Jeg prøver at gøre mit bedste, fordi jeg føler, at det er det, som er mest givende. Men det er også hårdt. Det er dog det, der gør, når jeg lykkes med nogle ting – eksempelvis kommer til OL – føler jeg en kæmpe stolthed over mig selv. Fordi jeg ved, hvad jeg har puttet ind i det.
I elitesport er der igen garanti for, at du får det ud af det, som du putter ind i det. Der er sport bare kynisk. Det var den følelse vi sad med, da seks tiendedele skilte os fra en OL-plads, og min bror ikke kom med på rejsen. Elitesport er ikke kun drømme, der går i opfyldelse. Det er også små marginaler, som ikke går til ens side altid. Hvor det også bare kan være hårdt og svært og føles uretfærdigt. Og sådan er sport også.”
Men selvom sport kan være uretfærdig, er den danske OL-atlet ikke i tvivl om, at nedturene er lig med livslæring:
”Sport sætter tingene lidt på spidsen. Det er nogle universelle tanker, og det er også derfor, at jeg tror, der er noget i elitesport, som man kan bruge resten af livet. Netop de perioder, der har været sværest, er også dem, man kommer til at sætte mest pris på resten af livet. Hvis man går igennem dem og finder ud af, hvorfor man reagerede sådan, og hvorfor det betyder noget for en, er der rigtig meget læring i alt det svære.”
