”Sticky thoughts”.
De to ord hænger længe i luften og rammer mig som en åbenbaring. Min psykiater prøver smilende og undersøgende at fange mit blik. ”Giver begrebet mening for dig, Rune?”, spørger hun. ”Ja, for fanden” siger jeg. De giver ikke bare mening for mig. De er mere rammende, end hun måske lige tænker. Ordene giver mig for første gang et begreb for den negative tankespiral, som på uforklarligvis har fulgt mig det meste af mit liv, i de fleste diskussioner og ført til utallige frustrationer.
Igennem min fodboldkarriere har sticky thoughts været en tro følgesvend i min dagligdag. Primært bag lukkede døre i mit hoved, hvor selv de mindste tekniske fejl eller den mindste trænerkritik har kørt i ring og ring.
I de seneste to-et-halvt år har jeg haft en fast halvårlig aftale med min psykiater. Aftalen er sådan et rutinetjek i forhold til min medicinering, som jeg begyndte på, efter jeg fik min ADHD- og Aspergers-diagnose i starten af 2020. Men aftalen rummer også en mulighed for, at jeg kan lufte daglige tanker og udfordringer, som er forbundet med det at have en anderledes hjerne. En hjerne, der kører i sit helt eget tempo uden viden om hverken dens egen kapacitet, begrænsninger, eller hvordan den kan sænke farten, inden den hamrer ind i en mur med 100 kilometer i timen.
Min psykiater og jeg taler om, hvordan jeg bedst kan mestre disse udfordringer (det vil sige ”mestringsteknikker”) og dermed forebygge så mange ”nedsmeltninger” som muligt.
Rundt og rundt
En ting, som slår mig hver gang, jeg er ved min psykiater, er, at selvom jeg altid går ind med en plan for samtalen og en tro på, at jeg ved, hvad min psykiater vil sige, så vender hun det på hovedet. Hun giver mig en vinkel og et perspektiv, som giver mig en følelse af, at hun ser og forstår mig bedre, end jeg selv gør. Begrebet sticky thoughts er lige netop et eksempel på dette. Situationen var, at jeg ville tale om at skabe ro og overskud i en travl arbejds- og familiehverdag med børn (hvem vil ikke gerne have det?). Men det, hun hørte, var et cirkulært tankemønster (altså sticky thoughts), som er kendetegnet ved, at du aldrig rigtigt finder en løsning på et konkret problem (i fodbold kan det være en teknisk fejl eller lignende). Tanker, der starter et sted, slutter samme sted og starter igen og igen og igen. Rundt og rundt.
Nu, hvor jeg kender begrebet, kan jeg meget tydeligt genkende det fra dengang, jeg som fodboldspiller havde lavet en fejl (en upræcis aflevering, en tæmning som sprang fra mig eller noget andet). Så sad tanken bare fast. Tanken om, at jeg havde lavet dén fejl. Jeg afspillede situationen igen og igen inde i mit hoved, og jeg talte om den igen og igen med enhver omkring mig. Jeg kunne bare ikke slippe den. Den sad fast. Fejlen kørte på repeat.
Tilbage hos min psykiater bliver jeg spurgt: ”Kan du genkende begrebet på dig selv?”. ”Det kan jeg, og hvis du spørger min kæreste, så er jeg ret sikker på, at lige netop det karaktertræk har suget og suger flere mentale kræfter ud af hende end noget andet”, svarer jeg med et grin.
Som at sidde fast i en biograf
Igennem min fodboldkarriere har sticky thoughts været en tro følgesvend i min dagligdag. Primært bag lukkede døre i mit hoved, hvor selv de mindste tekniske fejl eller den mindste trænerkritik har kørt i ring og ring. Hvis jeg skal beskrive, hvordan tankerne ser ud og føles indefra, er den bedste analogi, jeg kan komme op med, denne:
Forestil dig, at du sidder fast i en biograf, som du ikke kan komme ud af. Selvom du går ud ad døren, kommer du bare ind i salen igen. På filmlærredet kører en masse fragmenterede og usammenhængende videoklip af for eksempel tekniske fejl uden deres spilmæssige kontekst. De spilles igen og igen og igen samtidig med, at de følelser, som er knyttet til situationerne i videoerne, forstærkes. Hertil kobles et ligeså fragmenteret og usammenhængende lydbillede af eksempelvis træner- eller tilskuerråb med faglig kritik – kritik af mit fodboldspil. Jeg har oplevet disse tanker efter træning, klub- og landskampe. Når de først kører, har jeg aldrig kunnet formå at stoppe dem, før de efter lang tid døde ud af sig selv eller blev erstattet af nye.
Jeg kan også den dag i dag stadig genspille de fleste af situationerne inde i hovedet til perfektion. Men heldigvis efterlod jeg deres følelsesmæssige påvirkning på mig på ”banen”, da jeg stoppede min fodboldkarriere.
Evnen til at parkere tankerne på banen ville jeg utroligt gerne have haft, allerede dengang jeg spillede. Men den evne havde jeg ikke, og derfor kom tankerne og dermed fodbolden til at fylde alt. Især små og formentlige ubetydelige detaljer kom til at skygge for min kærlighed til fodboldspillet, de unikke oplevelser, som fodboldspillet gav mig, og nogle dele af mit privatliv uden for fodbolden.
Jeg husker særligt, at jeg under nogle af de tankespindsepisoder talte meget i telefon med min far. Han må have haft et åbent vindue ind til mit kaos. Han hjalp mig uden at vide det ved at lade mine tanker og min talestrøm løbe og give det plads. Det må have været utroligt udmattende og frustrerende for ham. Nogle samtaler var vel på op til tre timer. Tre timer i de samme sticky thoughts. Udfordringen med tankerne er jo netop, at de bare fortsætter med at køre i ring. Men samtalerne med min far lettede mig, og jeg fik tankerne ud.
Sådan fandt min far og jeg vel en måde at håndtere mig og mine tanker på. Men måske den ikke var helt optimal for nogen af os.
Diagnoserne er både mine udfordringer og mine ”superkræfter”. Faktisk vil jeg gå så langt at sige, at den viden, jeg nu har om mine udfordringer, er min største superkræft.
Gennem de sidste to-et-halvt år, efter jeg fik stillet mine diagnoser, har jeg skullet se ind ad som aldrig før. Det har været lidt som at skulle forstå min egen fortælling på ny. En personlig fortælling, som jeg har skabt gennem mine oplevelser og erfaringer, men hvor jeg nu har fået en mulighed for at kunne se på disse oplevelser og erfaringer med nye briller.
Ligesom min psykiater altid vender en samtale på hovedet, oplever jeg nu også, hvordan blandt andet mine konfliktepisoder med tidligere trænere, hvor jeg tit følte mig meget følelsesmæssigt forurettet og misforstået, nok også bunder i, at mine sticky thoughts uhensigtsmæssigt har forstærket de negative tanker og dermed de tilhørende negative følelser, som konflikterne førte med sig.
Min udfordring - og min superkræft
Jeg ser bestemt ikke mine diagnoser som et svar på alt eller for den sags skyld en undskyldning for, at jeg ikke lykkedes med at få en lang fodboldkarriere. Men snarere som et værktøj, der kan hjælpe og har hjulpet mig med at forstå mine følelsesmæssige reaktioner både bagud- og fremadrettet.
Nu kan denne artikel lyde, som om at mine diagnoser og erkendelser kun omhandler negative sider, men det er meget langt fra sandheden.
Ja, diagnoser har en del medfølgende udfordringer, hvor blandt andet sticky thoughts kan være en del af disse. Men samtidig er diagnoserne dem, som er med til at gøre mig til den, jeg er. De giver mig evnen til at kunne sætte mig ned og fordybe mig i 12 timer i streg. Evnen til at opbygge systemer med en nærmest fotografisk hukommelse. Se på tværs af fagligheder være i konstant bevægelse og udvikling samt at være meget sensitiv i forhold til mine omgivelser. Sider af mig, som jeg personligt holder meget af.
Diagnoserne er både mine udfordringer og mine ”superkræfter”. Faktisk vil jeg gå så langt at sige, at den viden, jeg nu har om mine udfordringer, er min største superkræft. Den viden giver mig nemlig evnen til at kunne fortælle kæreste, familie, kollegaer og andre, hvad mine behov er. Og hvordan de kan hjælpe mig. Den (selv-)indsigt har givet mig evnen til for første gang at kunne spørge andre om hjælp og samtidig være meget mere opmærksom på, at de mennesker, jeg møder, alle har deres egen personlige fortælling med sig.
Men de trænere, som rykkede mig mest, var dem, som afsatte tiden til at prøve at forstå mig. Og dem, der omvendt ville hjælpe mig med at forstå mig selv. De trænere har bestemt ikke haft det let.
I min professionelle dagligdag forsøger jeg altid at tage denne indsigt med ind i alle mine samarbejder. Derfor begynder et samarbejde for mig altid med at forstå personen, som jeg sidder overfor, og hvordan jeg kan hjælpe hende/ham med at få succes. Min klare holdning er, at samarbejdets succes er dybt afhængigt af, at man skaber en fælles accepteret fortælling gennem en gensidig dialog og forståelse af hinanden.
Derfor tror jeg på, at fremtidens ledere – både i det offentlige, det private og i fodbolden – er dem, som besidder evnen til at lytte og forstå mennesket overfor. I fodboldverdenen ser vi allerede denne ”nye” generation af ledere hos trænere som Kasper Hjulmand og Thomas Frank. Blot for at nævne personer fra den allerøverste hylde.
Da jeg som ung dreng trådte ind i den professionelle fodboldverden, havde jeg ingen idé om, hvem jeg var. Dette kendetegner vel de fleste teenagere, men jeg havde nok en endnu større udfordring end gennemsnittet. Jeg oplevede enormt mange dygtige, faglige fodboldtrænere og lærte meget fodboldfagligt. Men de trænere, som rykkede mig mest, var dem, som afsatte tiden til at prøve at forstå mig. Og dem, der omvendt ville hjælpe mig med at forstå mig selv. De trænere har bestemt ikke haft det let, og jeg har nok givet dem flere grå hår end succesoplevelser.
Dog kan jeg med sikkerhed sige, at det var de trænere, som i momenter forløste det største potentiale i mig. Ikke qua deres høje fodboldfaglighed, men med deres evne til at lytte, forstå og dermed lede mig.
Du må gerne tænke i ring
Min aftale hos psykiateren er ved at slut, og hun samler vores samtale op i en enkel og handlingsorienteret ramme:
”Det er supervigtigt, at du giver dig selv lov til at lade dine tanker køre ring, og at dem, du taler med, lader dig tale i ring. Du bearbejder bedst dine tanker sådan, selvom processen især kan være hård for dem, som skal lytte. Men både når tankerne går i gang, og når du vil tale med en om dine tanker, sæt så gerne et antal på. Et antal på, hvor mange gange du må tænke eller tale i ring. Du kan også bruge et aftalt tidsrum (10-15 minutter), hvorefter du skal stoppe. På den måde kan du både hjælpe dem, som lytter, med at få en afslutning. Metoden kan også hjælpe dig selv, da den skaber en struktur og ramme for arbejdet med dine sticky thoughts.”
